Regional rute 29

Weekendens træningsplan var ellers fastlagt til nogle lange turer på raceren, men allerede efter 700 m på fredagens tur sprang en eger i baghjullet, og det kan jeg desværre ikke få lavet før næste i uge. Øv øv så røg den plan, men så fik jeg en god ide.
Havde nemlig set der skulle være lavet en cykelrute fra Randers til Langå, og da jeg søgte lidt på det viste det sig faktisk at det er en forlængelse af den regionale rute 29 fra Silkeborg til Langå. En tur på ca 50km først langs gudenåen på grusstier og fra Langå på asfalt sti der følger det gamle banelegeme til Silkeborg.

Banestien ved Laurbjerg en træbro af ældrer dato over Lilleåen

Banestien ved Laurbjerg en træbro af ældrer dato over Lilleåen

Det lykkedes mig at sælge ideen til naboen så søndag kl 9:15 kørte vi afsted på mtb til Randers Regnskov for at følge rute 29. Vejret var stille og forholdsvis mildt skønt det var lidt overskyet indtil vi kom til Randers, men så kom solen igennem. Løse ærmer og vindvest røg i rygsækken. Jeg benyttede nemlig også lige lejligheden til at teste den lille cykelrygsæk jeg fik til Grejsdalsløbet. Nu havde jeg ikke andet end nogle slanger en dunk, og et par bananer i den, men jeg mærkede faktisk ikke jeg havde den på. Jeg er derfor spændt på at prøve den på raceren om det er det samme, for så skal den med rundt om limfjorden senere. På de lange turer kan det være rart med ekstra plads til feks tøj.

Lad os vende tilbage til ruten. Stykket fra Randers til Fladbro var super skønt, men der var godt nok også en del trafik i form af løbere, cyklister og gående, men det er jo forståeligt på sådan en flot dag, at mange andre havde fået samme ide med at komme ud, og nyde naturen.

Gjern å

Gjern å

rute29-3

Fra Fladbro kørte vi ikke så tæt på åen længere men flot tog markerne sig nu ud sådan en søndag formiddag. I Langå begyndte vi at følge det gamle banelegeme, og bortset fra nogle få kilometer på grus så var det asfalt resten af vejen til Silkeborg. Banestien er smal, og man kan kun lige akkurat køre forbi en modkørende cyklist hvis begge trækker helt ud i siden, så vi var nød til at køre efter hinanden, men vi kørte ikke hurtigere end vi sagtens kun snakke sammen alligevel. Mange steder er stien pakket godt ind i træer. Det er som at køre i en grøn tunnel. Det betyder også, at der er masser af læ på ruten. Måske kan det være et alternativ til vintertræningen hvis vinden er strid og kold.
En anden væsentlig ting vil mange sikkert mene. Banen er faktisk næsten flad. Den er så svagt stigende, og faldende at man stort set ikke bemærker det. Derfor tror jeg faktisk ruten egner sig godt til cykelferie, for første gang for en familie med små børn. Ingen biler samt mulighed for at overnatte i Shelters ca halvvejs mellem Langå og Silkeborg. På den måde kan turen knækkes i 2 med en enkelt overnatning hvis man bare lige vil snuse til det at være på cykelferie.

I Silkeborg havde vi arrangere møde med vores familier ved havnen, så her fik vi frokost og Peter fik et lift hjem og jeg besluttede mig for at jeg var frisk nok til at cykle, så tog banen tilbage til Thorsø videre til Ulstrup og hjem.

I alt blev det til godt 123 km på 5t 10 min effektiv cykeltid. En god og anderledes træning. Det var sådan en dag hvor jeg bare synes jeg kunne blive ved. Nu da jeg er blevet kold kan jeg da godt mærke stængerne, men følte mig godt kørende hele turen

Links til Turen

http://cykelby.randers.dk/FrontEnd.aspx?id=93726

https://www.youtube.com/watch?v=WRfpV-7QgM0

http://www.lgbertelsen.dk/cykelture/banestier/enkeltbaner_okt_2011/grindsted_randers/grindsted_randers.html

Udgivet i 2014, Turcykling | Skriv en kommentar

Hvor skal jeg hen du

Hej alle sammen ja det er snart et år siden jeg kom hjem fra Frankrig. En meget stor oplevelse rigere. Du undre dig måske over, om jeg nu er gået helt i stå, fordi jeg slet ikke har skrevet noget, ej heller om den annoncerede tur Jylland rundt på mtb sidste sommer.jyllandrundt

Jeg var i gang med projektet men efter 5 dage og 535km stoppede jeg i Møgeltønder pga knæsmerter, desuden slappede jeg ikke af og nød det, som jeg havde regnet med. Mine forventninger til dagsetaperne var for høje og det bevirkede jeg faktisk ikke syntes jeg havde tid til, at lave stop under vejs. Jeg kommer heller ikke udenom jeg var cykelmæt ovenpå oplevelsen i det franske, så jeg savnede faktisk også familien.

Sådan har det  gået op og ned siden. Knæet har drillet lidt men er ved at være ok nu, og så har jeg haft svær ved at finde motivationen. Det at sætte sig op og skubbe alt andet til side fra feb til juli for at blive klar til La Marmotte har efterladt mig med et stort hul. Hvor jeg nogle perioder bare ikke har haft lyst til at bruge tiden på vejen.
Tankerne har gået meget på hvorfor jeg ikke klarede La Marmotte og om jeg skal afsted igen. Det vil jeg rigtig gerne, og havde først tænkt det skulle være allerede i år, men jeg kan ikke sætte mig selv op til det, og jeg vil gerne have styr på mit knæ inden jeg tager afsted igen.
Jeg er faktisk også helt afklaret med jeg måske løber panden mod muren igen, men bare det at få lov til at være med og opleve det igen vil være superfedt, og så vil jeg have Randi, og måske ungerne med for at vise dem hvor fantastisk storslået et landskab det er.

Her I foråret har jeg kørt en forårsdag i Gudenådalen igen og selvom jeg ikke har trænet helt så meget som sidst kørte jeg faktisk i mål i samme tid hvilket jeg var rigtig glad for.
Sidste weekend var jeg med i Grejsdalsløbet og vejret var bestemt ikke indbydende men jeg stillede op trods regnen men måtte udgå efter 130 km pga. punkteringer. Da jeg ikke havde flere slanger tilbage, så det var lidt øv, men følte mig ok kørende trods vejrforholdene. Selvfølgelig kunne jeg godt mærke begyndende træthed på bakkerne men er ret sikker på jeg nok skulle have gennemført hvis jeg kunne have holdt luft i slangerne.

Jeg synes jeg kan mærke en fremgang i formen i øjeblikket skønt jeg ikke er så trimmet som sidste år, og det giver motivation et spark bagi så det er dejligt. Lysten er der nu men hvad er målsætningen. Hvad skal og vil jeg. Det tænker jeg en del over lige nu. Jeg vil i hvert fald have nogle maraton ture i sommer så jeg kan finde ud af hvad der sker i min krop når jeg har ydet i 8-9 timer. Det værste ved det er det bliver en kamp med mig selv med disse lange solo turer. Det ville være fedt at have en følgesvend men det har jeg desværre ikke. Tænker lidt på om jeg skal vælge et løb ud, sidst på sæsonen som mål bare for at holde skruen i vandet, måske bliver det vadehavsløbet. Vadehavsløbet køres i sep. fra Esbjerg til Møgeltønder og retur, og nu fik jeg jo ikke oplevet at cykle langs vadehavet sidste sommer på mtb så det er jo en mulighed, men kan også blive et modbydeligt hårdt løb hvis der er stærk vesten vind.
Udover det kan jeg godt tænke mig at blive bedre til at træne intervaller således jeg forhåbentlig kan hæve mit cruise tempo med et par pinde eller 3.

Sidder du nu og tænker du gerne vil køre med på en lang tur i sommer så skriv endelig til mig. Jeg snitter ca 28 hvis ikke der er for mange bakker eller strid modvind hele vejen. Tur forslag kan måske være Djursland rundt med start og stop fra mig er det ca 250 km eller måske Limfjorden rundt 2 dage eller bare kyst til kyst.

Udgivet i 2014 | Skriv en kommentar

La Marmotte Dagbog

2-7-2013

Efter gårs dagens stress over pakning af cykel tøj osv. Er jeg i dag forbavsende rolig. Havde flere sommerfugle i maven for en uge siden. Randi og ungerne fulgte Peter og mig til Århus hvor vi stod på bussen mod de franske alper, og vi kom planmæssig afsted 9:30 som annonceret.

Klar til afgang

Klar til afgang

Efter lidt snak med de andre i bussen kan jeg da godt blive lidt betænkelig, men tror jeg er så determineret på målet, at jeg ikke så let lader mig påvirke. Ej heller af alle de andre små ting som sådan en rejse indebærer af uvisheder. Ting som normalt ville skubbe til min stresstærskel.
Vi er lige kørt over den tyske grænse, og vi er 39 cykeltosser i bussen, men der er næsten stille. Alle er vel spændte. Da der for de fleste er tale om første gangs deltagelse i La Marmotte. Har dog endnu ikke snakket med nogen der ikke har kørt bjerge før, så måske jeg er den mest grønne her.
Peter prøver vist at berolige mig. Han siger jeg sikkert triller lige igennem, og bagefter vil sige var det bare det.
Sådan tror jeg nu ikke det bliver. Jeg kommer sikkert til min grænse fysisk og måske psykisk. Uden uheld skal det nok gå tror jeg, og hvis ikke ved jeg at jeg har forberedt mig det bedste jeg kan.
Jeg har smidt 17,5 kg siden 1. feb og cyklet/spinnet 183 timer = 4000 km på landevej og 1380 på Taxcen, så skulle det glippe vil jeg ikke sidde og tænke jeg kunne have gjort mere. Selvfølgelig vil jeg ærgre mig men som vi snakkede om Peter og mig, så taler statestikken sit tydelige sprog. Ca 20% udgår så det vil sige 7-8 af os i buseen vil ikke nå i mål inden for grænsen af den ene eller anden grund.
Nok om det efter planen er vi fremme ved foden af alpe D’huez i morgen ved 9 tiden. Jeg glæder mig til første gangs indtrykket ved bjergets fod. Indtil da vil jeg nyde udsigten fra i bussen på den tyske autobahn. Det er mange år siden jeg har kørt her sidst, men det er vist stadigvæk lige så monotont. Vi kommer også igennem Schweiz inden vi er fremme, men det bliver vist desværre først i nat. Kan ikke vente med at se Bjerge.

 

3-7

Ankomst til Bourg d’Oisans for foden af alpe D’Huez lige godt 8. Her gør vi holdt for at få morgenmad inden vi køre de sidste 12-13 km, for vi kan først blive indkvarteret ved 11 tiden.
Byen ligger indeklemt af stejle bjergsider, og når jeg står her kan jeg slet ikke se eller fornemme nogen vej op med mindre man har vinger.
Peter og mig begiver os på jagt efter morgenmad, men det er ikke så nemt når man ikke kan tale sproget, og ikke ved hvad tingene hedder. Vi ender ud ved en bager hvor vi får en croissant og en kop kaffe. Ikke lige det optimale morgenmåltid. Godt vi har havregryn med i bagagen.
Efter morgenmaden går vi lidt rundt i byens cykelforretninger i ly for regnen. Det er mildt og stille vejr, men skyerne hænger tungt og dryppende mellem topperne da vi sidder i bussen for at tage sidste etape.
Alt hvad jeg har hørt om det er fladt hen til foden af alpen et venstre sving og så begynder den. Er helt rigtigt, men det overgår alligevel min vildeste forestillinger fra bagsædet af bussen hvor jeg sidder.
Efter 4 sving er byen allerede langt under os, og jeg føler mildest talt bussen nærmest hænger på bjergsiden. Jeg sidder faktisk og bliver lidt bange, og har bestemt ikke lyst til at køre ned her i regnvejr på cykel. Føler det vil være lidt for vildt at starte ud med. Er helt sikker på det er slemt nok i forvejen.
Bussen snegler sig op igennem svingene, og snart er vi over de første skyer, og byen er væk under os. Efter ca en halv time i bussen er vi oppe, og indrømmet jeg er rystet, og bestemt ikke sikker på noget som helst lige nu. Jeg føler mig allerede utrolig lille.

Indkvarteringen gik hurtig og cyklerne blev samlet inden vi prøvede os i et fransk supermarked. Det tog lidt tid men vi fandt ud af det. Nu håber vi lidt på det vil tørre op så vi kan cykle lidt længere opad bjerget til noget der hedder Col de Sarenne.
Ved 16 tiden satte vi os i sadlen og kørte op til Col de Sarenne. Det var en kort tur på ca 2 km så vi kørte lidt nedad den også. Sikken en lorte vej. Bulet fyldt med huller og løs grus. Måske heller ikke det fedeste at starte med. Vejen var smal uden autoværn og med stejle skrænter. Heldigvis faldt vejen ikke så kraftig udover et par enkelte steder, men pga forholdene stoppede vi 2-3 km nede og kørte op over igen, og så lidt nedad alpe D’Huez. Lidt længere end sving 3 hvor vi så kunne tage en bagvej op til toppen igen. Fuck det er ubehageligt at køre ned. Jeg er bange for at få for meget fart på, så jeg ikke kan komme rundt i hårnålesvingene. Jeg bremser meget, og er nervøs for om det er for meget, så dækkene bliver for varme og risikere at sprænge.
Sikkert fordi jeg er så anspændt bliver det værre, men det er utrolig hårdt for tommelfingerne at holde i styret når jeg bremser. Det kan blive rigtig slemt på 30 km nedkørsel.
Det jeg frygtede mest inden jeg tog afsted var nedkørslerne og efter i dag er frygten ikke blevet mindre. Overvejer også om jeg bør skifte mine normale briller med et par cykelbriller for at få mindre vind og derved mindre vand i øjnene. Det finder jeg ud af i morgen, for der skal jeg hele vejen ned herfra på cykel, og hvis ikke jeg kan kontollere min frygt så er mit løb slut før det kommer i gang.

alpen

 

4-7

I dag er det alvor. Kører til Bourg  d’Oisans dvs hele vejen ned af alpen. Overvejede lidt at køre med på den guidede tur, men var lidt splittet . Beslutningen blev derfor Peter og mig kørte på egen hånd og så måtte Peter guide mig ned. Jeg prøvede at holde igen på bremsen, men følte cyklen begynde at ryste/slingere under mig. Vildt ubehageligt, så lidt længere nede end vi drejede fra i går holdt jeg ind bare for at sikre mig hjulet ikke var ved at falde af. Det var det heldigvis ikke, men det betød jeg bremsede lidt mere, så jeg kørte langsommere ned, og selv om Peter holdt igen var han langt foran ved bunden som jeg nåede efter ca 25 min. Bremserne var begyndt at lugte på vejen ned, men heldigvis var de ikke varmere end jeg sagtens kunne røre ved dem. Det var jo lidt en trøst at de ikke var varmere, så var det nok ok at bremse som jeg gjorde.
Glad for at være nede i god behold cyklede vi nu hen til bunden Glandon hvor vi cyklede 4-5 km op.
Utrolig flot at cykle her i den smalle dal mellem de stejle bjergsider, og noget nemmere at nyde herfra end på når man køre nedad bjerget, for det kræver 100% koncentration. Vejen opad Glandon starter i skov og der er ikke så mange sving, men den er stejl ca 8-10 % stod computeren på hele tiden. Kan godt være betænkelig ved at cykle her i en stor gruppe hvor folk de møver lidt, for autoværnet er blot en betonkant på 30-40 cm, og det hjælper ikke meget hvis balancen kikser. Nu turde jeg ikke kigge ned mellem træerne men fornemmede helt klart vejen hang på en lodret bjergside.
Som sagt stoppede vi ca 4 km oppe, og her nød vi en energibar i solen ved et vandfald. Utrolig flot og varmt var det her.
Turen gik nedad igen. Vejen var våd her mellem træerne, så jeg bremsede faktisk mere her end ned ad alpen. Jeg havde ikke fået lukket trøjen inden jeg kørte ned, og det blev faktisk koldt på de 4 km, så vindvest er et must nedad på lørdag, og sikkert også ærmer.
Tilbage i Bourg delte vi os. Peter ville lige ind og se på cykelbriller, så jeg kørte hen for foden af alpen og tog billed.

Det ser meget voldsommere ud i virkeligheden

Det ser meget voldsommere ud i virkeligheden

Nulstillede computeren inden jeg begyndt opkørslen. Det var varmt og stejlt, så var hurtig i laveste gear. Prøvede at holde en kadance på ca 70 men det betød pulsen kom over det ønskelige. Jeg valgt dog at forsætte ved dette niveau fordi det føltes ok selvom det var hårdt. Med 5-6 min pr km så tager det lang tid at komme op, og i varmen var jeg glad for cykeltrøjen kunne lynes helt ned. Tankerne gik mod lørdag hvor de lover 30 grader eller mere. Det kan blive rigtig slemt når jeg så samtidig har 160 km i benene og en masse højdemeter tænkte jeg.
10 km oppe var jeg for alvor ved at mærke trætheden i benene, og ville gerne hvis det bare ville flade lidt ud, men det gjorde det kun i svingene. Ellers stod computeren stædig fast på 8-10% pyha. Endelig oppe manglede blot den sidste flade kilometer til hotellet fik jeg afsindig ondt i mit venstre baglår. Håber det forsvinder til lørdag. Overvejer om jeg skal få massage nede i løbsområdet hvis ikke det er bedre i morgen. Nå ja glemmer jo helt at skrive jeg brugt 1 t 12 min til toppen, og kørte lidt over hvad min puls burde have været. Jeg kan dog næsten ikke forestille mig hvor hårdt det bliver hvis jeg skal have kadancen længere ned. Det kommer den sikkert på lørdag hvis jeg kommer så langt.
Eftermiddagen sluttede af med et info møde hos ruby rejser, som for deres gæster havde arrangeret ekstra depoter på ruten, og det bliver da en stor hjælp. Efterfølgende hentede vi vores startnr, så nu er der sådan set kun ventetid tilbage.
36 timer til at fylde maven med sommerfugle. Gid de må give mig vinger til at svæve frit og ubesværet nedad bjergene og løfte mig til deres toppe.

 

5-7

Vågnede 5:30 men snuede den til halv 7 inden jeg stod op, og gik en tur lige for at mærke temperaturen på denne tid af dagen. Første morgen med blå himmel over toppene omkring os. Til gengæld var de under os. Det var som om Bourg havde fået dyne på. Vil skyde temperaturen til 4-6 grader. Det føltes ihvertfald koldt, og den smule vind der var kunne godt få det til at bide i kinderne. Hvis det er lige sådan i morgen bliver det rigtig koldt at køre ned kl halv 7. Husk at klæde dig varmt hr Nielsen.
Har lige fået morgenmad, og om 24 timer går det løs. Vil prøve at lade være med at tænke for meget over det, for ikke at blive for nervøs, men helt undgå det kan jeg sikkert ikke. Låret har det bedre i dag men er stadig øm, og efter en lille tur 4 km nedad bjerget og rolig cykling op igen blev jeg enig med mig selv om massagen skulle prøves.
Jeg tror de 40 euro for 20 min er givet godt ud. Føler ihvertfald det hjælper, men ved det jo selvfølgelig først i morgen når jeg sidder på cyklen igen. Poserne til Rubys depoter er afleveret. Puha det kommer tæt på nu. Jeg mildest talt pisse bange, og tænker ind imellem på at stikke halen mellem benene.
Bekymringerne går på alt hvad der kan gå galt i et felt på ca 4000 mand som er størrelsen på sidste gruppe som vi starter i kl 7:50
Foran er 4000 kørt i forvejen, men dem behøver jeg ikke at bekymre mig om. Kl er 19:15 som jeg skriver dette, og de næste 16-17 timer bliver et helved rent mentalt er jeg bange for. Starten går som sagt 7:50 efter ca 15 km begynder Glandon 20 km opkørsel efterfulgt at 21 km farlig nedkørsel siger de. Kommer jeg bare godt over og ned herfra tror jeg på det værste stress vil fortage sig, og forhåbenlig er feltet godt spredt til den tid. Må faktisk gerne være det længe før.

 

7-7

Dagen derpå. Jeg magtede ikke at skrive igår, så nu kommer min beretning fra løbsdagen. Vågnede et par gange i løbet af natten, og stod op kl 5. Jeg kunne ikke sove mere. Jeg var nervøs og det kildrede i maven. Det til trods fik jeg skubbet en god portion morgenmad ned, og efter et stille bøn til vorherre om at hjælpe mig sikker igennem, og lidt mental opladning. Nothing else Matters med Metallica havde jeg i ørene og efter det afsluttende yeahyeah var jeg klar. Nedkørslen gik forbavsende godt. Det var den bedste jeg har haft endnu. Derfor var jeg glad og ved godt mod da jeg stod ved start. Der blev jeg så også klar over hvor stort det her løb er.

Spændt og glad men ved godt mod

Spændt og glad men ved godt mod

Vi måtte trække flere minutter efter starten var gået før vi kunne klikke i pedalerne og cykle ud af Bourg for fuld musik. Jo her var fest ingen tvivl om det. Folk råbte og klappede som vi cyklede ud af byen. Lige inden start havde Peter og jeg givet hinanden hånden og ønsket hinanden et godt løb, og bortset fra her 5 km uden for byen hvor jeg lige havde kort kontakt med ham skulle jeg ikke ser mere til ham før i aften. Jeg fandt en gruppe der kørte det tempo der passede mig. Den fulgte jeg til bunden af Glandon hvor jeg tog vindvest og ærmer af inden jeg begyndt opstigningen af dagens første bjerg.
Der var mange på den smalle vej op igennem skoven og havde bestemt ikke lyst til at cykle langs det lave autoværn mod den lodrette klippeside.
Ca 7 km oppe flade det lidt ud, og der kom en lille stejl nedkørsel med et par skarpe sving inden det igen steg brat lige pludselig. 12% ned gik over i 14% op, og det havde medført et styrt lige inden jeg kom. Der var 5-6 stykker indblandet. Et par stykker lagde med cyklerne flettet ind i hinanden i siden af vejen andre var ved at rejse sig midt på vejen. Jeg fik kantet mig igennem og der kom heldigvis ikke flere bagfra lige der. Farligt når folk køre 60 km/t og så rammer en mur og kun køre 6 km/t
De næste par kilometer føltes Glandon meget stejl, men jeg følte mig bedre tilpas jo længere op jeg kom. Peter havde jeg ikke set siden nogle kilometer uden for Bourg og han var sikkert langt foran nu, men det havde jeg det fint med. Jeg ville bare gennemføre. Havde allerede nu indset det med at køre under 10 timer næppe var sandsynligt, så da jeg kom op til dæmningen tog jeg lige et par billeder og en venlig fransk mand tog et af mig. Tak til ham.

Glandon-dæmning

Ruby depot Glandon

Ruby depot Glandon

Efter endnu et par kilometr var jeg ved første ruby depot og fik blandet energidrik spist en rugbrød fyldt et par bar i lommen. Valgte at lade gelene ligge tænkte det var bedre første at begynde med dem når jeg kom over Galibier. Vindvesten på og så afsted. Vinden er kold i 17-1800 m højde så det var med  ikke at stå stille. Jeg havde overskud og kunne se enden på Glandon 2 km mere med 8-10 % var hvad der manglede, men havde ikke kørt mere end 500 m før jeg var lige ved at blive trukket med ned i et styrt.
Jeg overhalede en langsom kørende med god plads min. 1 m Da jeg var næsten forbi slog han et ordenligt slag med cyklen og jeg mærkede hans forhjul på siden af mit bagdæk. Heldigvis mistede jeg ikke balancen og kunne forsætte. Jeg kiggede bagud og så ham ryge i asfalten. Are you allright råbte jeg. Yes råbte han tilbage og løftede hånden undskyldende, så jeg forsatte til toppen uden at stoppe. Her var der officielt depot dvs mange mennesker, så jeg måtte trække igennem. Lige en overgang var jeg faktisk i tvivl om hvor vejen gik, men kom igennem og sikke et syn. Dette skulle være den værste nedkørsel i løbet og den så sgu stejl ud. På med ærmerne lyne trøje og vest. Havde det ikke været fordi jeg allerede havde brugt en del tid skulle jeg have taget nogle billeder, men måtte hellere komme videre. Jeg kom ned i første hårnålesving, og der stoppede jeg igen, og tænkte fuck det ser vildt ud. Vejen var smal med skarpe sving og det krævede lige et par dybe indåndinger til at samle mod. Endelig var der hul i trafikken til at sætte i gang. Med 110% koncentration et solidt greb i hornene og fingerspidserne på bremserne styrede, og punktbremsede jeg mig roligt og sikkert ned over det værste stykke. Hænderne begyndte så småt at sove, og jeg overvejede at finde et sted at holde for at få blod i fingerne igen. Stykket jeg var på nu var fladere men med mange sving. Havde fundet en engelsk pige der kørte fornuftig ned, så hende fulgte jeg på 30-40 m afstand. Det gik så åbenbart for langsomt for et par store hvalper der stående i pedalerne overhalede mig venstre om og hende indenom lige inden et skarp højre sving.
Hvorfor pokker folk ikke kan tage den med ro og tænke på andres helbred også fatter jeg ikke. Selvom man tage sin forholdsregler kan sådan nogle tåber ødelægge det for andre end sig selv.
Lidt længere nede stod der pludselig en ko på vejen. Heldigvis stod den i venstre side og kiggede roligt på alle rytterne der kom susende.
Jeg kom også forbi et par stykker der havde været i asfalten. Den første havde nogle seriøs store hudafskrabninger på balderne og opad ryggen, men han stod da op og fik hjælp af sammaritter. Længere nede sad der en på asfalten med hul i baghovedet, og der var blod udover vejen. Puha det var en slagmark så jeg fik holdt ind og fik en pause inden jeg tog sidste etape nedad bjerget.

Endelig ned i bunden af dalen. Her var varmt. Temperaturen må have nærmet sig de 30 grader. Jeg kom med i gruppe som kørte en passende fart, så jeg kunne samle lidt kræfter til næste bjerg Col de Telegraphe. Jeg fik ikke drukket så meget på nedkørslen, så det gjorde jeg nu, og ved bunden af Telegraphe fyldte jeg de næsten tomme flasker. Dvs nu efter ca 80 km havde jeg drukket 2,5 l ialt. Havde energidrik i den ene oge mineraler og elektrolytter i den anden, men pga af varmen tænkte jeg det nok var smart at begynde at tage salttabeletter. 1 nu og ca hver anden time resten af løbet var planen. Mon ikke det ville være ok sammen med resten. Desværre havde jeg kun 1 bar i lommen, og selvom der kun var 35 km til posen på Galibier var det nok lige lidt nok.
Heldigvis havde Ruby rejser et hotel i Valloire der havde stillet vand og frugt frem så det gik jo nok, men ærgede mig alligevel over jeg ikke havde taget et par gel med fra Glandon.
Col de Telegraphe starter lige på og hårdt 8-10 % og den var bagende varm. Solen skinnede ubarmhjertigt ned mellem træerner langs vejen. Jeg søgte skyggen når det var muligt ikke fordi det gjorde den store forskel, men lidt har jo også ret. Har hørt fra andre at de har målt op til 38 grader på dette stykke.
Bort set fra lidt krampetrækninger som jeg kørte ind på bjerget så havde jeg det fantastisk. Jeg følte mig frisk og godt kørende selvom farten kun var 9-10 km/t. Pulsen holdt jeg mellem 150-160 som var det jeg regnede med skulle være arbejdsområdet. 5 km oppe begyndte den dog at stige til 170. Jeg prøvede at sætte farten lidt ned for at få den under kontrol. Pludselig var der en der snakkede til mig på fransk. Heldigvis var han englænder, så han var nem at overtale til at skifte sprog. Ham fulgtes jeg med de næste par kilometer, og snakken gjorde jeg slappede lidt mere af og holdt lidt igen for at følges med ham. Derved fik jeg styr på pulsen og det kørte igen fantastisk. 500 m fra toppen kun jeg for alvor begynde at mærke varmen. Jeg følte mig lidt kogt, og var glad for der kun var 4-5 km nedkørsel til Valloire. Her fik jeg iskoldt vand hældt over hovedet fyldt flaskerne med frisk vand lidt æble og appelsin blev det også til inden jeg kørte videre. Det begyndte allerede at stige en del her i byen, og da jeg kom til det officielle depot lige uden for byen holdt jeg lige for at få lidt mere at spise. En lille sød kage og en stump fluets med pålæg.

Føj hvor var det varmt kom nu Henrik. Du kan godt ca 2 timer så er du på toppen af Galibier og så har du ca 2 timer til de sidste 45 km til alpe D’Huez, så når du det inden de lukker. Ja sådan tænkte jeg der, men dette skulle blive en prøvelse som overgik alt andet. Det første stykke efter depotet fladede det lidt ud og det steg kun 3-5%. Jeg havde god fart på cyklen efter forholdende, men med 10 km til toppen tog procenterne til igen og jeg mærkede krisen komme nærmere.
Pulsen steg og jeg kunne ikke få den ned selvom jeg sænkede farten. Der var allerede en del der sad i kanten af vejen, og ved 9 km stenen måtte jeg gøre det samme.
Husk og kig dig omkring havde Peter sagt, og giv dig selv tid til at nyde det. Tag et billed du ved jo ikke hvornår du kommer igen. Han havde jo ret. Her er flot storslået og helt igennem fantastisk, men for en efterhånden træt cykelist er det et trøstesløst nærmest umenneskelig sceneri.
Pulsen faldt efter et par minutters hvil, og jeg satte mig på cyklen igen. De første par minutter med kramper truende med at låse begge ben. Det har jeg dog prøvet før. Det er bare at holde det ud, og holde rytmen, så går det.
Ved 8 km mærket drejer vejen 180 grader og jeg mærker vinden. Den er kold og barsk. Jeg ser ned på vejen jeg har kørt og tænker på Peters ord igen, og selvom jeg stopper i næste sving pga udmattelse kan jeg ikke samle mig til at tage kameraet ud af posen. I dag irrettere det mig, men det føltes fuldstændig uoverskueligt. Det skulle heller ikke blive sidste tanke på det fantastiske syn, men hovedsageligt kiggede jeg blot asfalten 5 m frem. Her i Svinget hvor jeg stod kiggede jeg op for at se hvor jeg skulle hen, og tænkte det magter jeg ikke. Hylderne var lige over mig, og så vanvittige stejle ud. På cyklen igen kunne jeg konstatere det var de. 8-10% hele tiden, og rundt kom jeg i næste sving 7 km til toppen. Føj det var langt Pulsen steg selvom jeg cyklede langsommere og langsommere. 170 var den på. Kadancen 45 og farten 6 km/t. Jeg kom ikke frem til 6 km mærket inden jeg måtte stå af igen. Tiden smuttede nu og jeg begyndte for alvor at blive bange for ikke at nå rubys depot 1 km nede på den anden side. Selvom jeg blev overhalet hele tiden følte jeg at jeg var den bagerste i løbet. Finn kørte fra depotet 17:15 havde han sagt og klokken var nu 15:45. Du er nød til at gå Henrik. Du må ikke stå stille så når du det ikke.

Jeg stod af cyklen og prøvede at rejse mig, men mine lårmuskler bulede ud som 2 rundstykker over mine knæ i krampe. Det gjorde afsindig ondt og jeg måtte stå som jeg stadig sad på cyklen, for at få kontrol over det inden jeg kunne begynde at gå. Gik måske 500 m med 3,5 km/t inden jeg satte mig på cyklen igen. Jeg kiggede op og kunne se en hel kæde af cykelister sno sig opad bjerget.
Nu cykler du 2 km kom nu, du skal nå det depot. Hvad fanden gør du hvis de er kørt. Ingen vand eller mad og du har det alt andet end godt. Der venter 45 km nedkørsel og alpe D’Huez. Det klare du ikke. Tankerne kørte rundt i hovedet på mens jeg prøvede at vride flere kræfter ud af mig selv. Jeg havde stadig væske som jeg prøvede at tvinge i mig, men det stod helt op i halsen af mig.
Hvad er der galt????
jeg har drukket meget. Hvorfor har jeg det sådan?????
Har det været for meget. Spørgsmålene stod i kø i mit hoved.
Et par franskmænd kørte forbi og kommenterede min trøje med højdeprofil af turen. De prøvede at muntrer mig op med jeg ville være ok når jeg kom over toppen. Ved 4 km mærket stod jeg af igen, og gik til 3 km mærket. Jeg kunne stadig ikke se toppen. Kun at der var cykelister hele vejen op i himlen.
En englænder kom forbi Come on Denmark råbte han, men jeg sansede end ikke at sige tak.
Jeg tænkte flere gange bare jeg kunne få koldt vand på bandanaen så jeg kun blive kølet ned. Jeg kunne bare ikke overskue at stoppe ved kilderne og kravle ned af klipperne for at gøre det.
På cyklen Henrik kom nu du skal nå det. Du kan ikke overskue at finde hjem til hotellet, og det vil være dumt at køre 40-45 km nedkørsel hvor god den så end må være, så omtåget som du er. Indrømmet her 3 km fra toppen havde jeg opgivet at fuldføre. Målet var blot at nå over toppen, og ned til rubys depot. Egoistisk og selvoptaget tænkte jeg. Han må tage mig med tilbage, men i dag kan jeg godt se det måske var en urealistisk tanke. Klokken var nu halv 5. De sidste 5 km havde taget 55 min. Jeg cyklede igen efter 500 m stod der nogen med frugt, og jeg holdt ind. Håbede de havde en cola eller noget jeg kunne købe. De spurgte om jeg var okay. No no svarede jeg og de forærede mig noget melon. Det var dejligt. Drev i cyklen igen og ind på sidste kilometer. Jeg nåede ikke langt før jeg måtte af igen. Det var barskt her på toppen og fantastisk smukt på samme tid. Jeg sled mig opad. Det er ikke sjovt at gå på så trætte ben i cykelsko på 10% stigning. YES du kan se toppen Henrik kun 500m Du skal på cyklen, om ikke andet så vil du fandme kan sige du har cyklet over Galibier i over 2600 m højde. Benene krampede med det samme, og selvom det ikke så stejlt var det lige så nådesløst som de sidste 6 km.
Jeg nåede toppen her var et lille depot. Det betød cykler over hele vejen. Flyt jer nu tænkte jeg. Jeg magter ikke at klikke ud igen. Skal bare ned til den bil. Jeg fandt hul igennem og begyndte nedkørslen som var meget stejl, smal og uden autoværn. Jeg fandt koncentration og kræfter til at komme sikkert ned til Finn, og han var der heldigvis endnu. Kom af cyklen og straks var Finn der med min pose, og han tog min cykel for mig, så jeg bare skulle spise og fylde flasker, men jeg kunne ikke. Jeg sad her på toppen af Galibier og græd. Græd af afmagt skuffelse over ikke at kunne gennemføre. Følte alt var uoverskueligt. Finn kom og pakkede mig ind i tæpper. Du skal spise og drikke. Du skal tvinge det i dig, men jeg kunne ikke. Han kom igen og spurgte til mig, og jeg måtte grædende sige jeg ikke kunne mere. Vi kan ikke rede alle sagde han, men vi kan godt få plads til dig sagde han og cyklen. Det lettede og gav ro på men stadig ikke appetit.

Finn sørgede virkelig godt for alle dem der kom og jeg var altså ikke den sidste ruby mand over Galibier. Der var flere der var på nippet til at give op, som han fik guidet videre. Burde jeg prøve????

Nej det vil være for dumt Henrik. Hvis du når ned uden uheld kommer du aldrig de sidste 13 km opad alpen. Tænk på dem der hjemme og sangen fra i morges. Nothing else matters. Det lovede du dig selv.
Men hold kæft hvor er det hårdt at sige stop.
Jeg skuffer mig selv, og kan ikke lade være med at tænke på det Anders havde sagt til Randi da de afleverede mig i Århus i tirsdags.
Jeg er stolt af far og jeg tror på han klare det. For når han har sagt han vil så gør han det.
Desværre Anders ikke denne gang.

Jeg fik drukket en halv cola på vej nedad bjerget i bilen inden jeg måtte tømme hele maven ud på en rasteplads. Benene krampede,  og jeg svedte, rystede og hyperventilerede, så jeg måtte ligge ned på asfalten et par minutter.
Det kan godt være jeg havde fået et lift hjem, men det var bestemt ikke en behagelig tur. Opad alpen kunne jeg se alle lide, og mange var mindst lige så langt ude som jeg var på galibier. Endelig oppe væltede jeg ud af bilen. Fik min cykel og slæbte mig op på værelset, og fik skrevet til Peter , som var kommet i mål, og i det samme kom han ind på værelset.
Peter havde haft et godt løb og havde kørt på 9:38 hvilket er sølvtid. Super flot kørt og kæmpe tillykke herfra. Peter var så sød at aflevere min chip og hente pastaen som alle deltager kan få. Tak for det. Det hjalp ufattelig meget at få lidt varm mad i maven, og efter et bad følte man sig levende igen, og nu kom tanken om jeg havde opgivet for let og uden kamp. Den vil sikkert sidde i mig længe. Ihvertfald når man som i dag sidder i en bus med folk der var hårde nok til at stå distancen.

Jeg skal dog videre, og det positive må være jeg kørte i denne uge over Glandon, Telegraphe og Galibier, og havde 2 dage i forvejen cyklet opad alpe D’Huez
Det siges jo også at det kræver noget at træffe en beslutning som den jeg traf på galibier. Det kunne godt lyde som en tabers udsagn, men nu ved jeg det ikke er sandt for Peter har sagt det til mig og han er ihvertfald en vinder.

Udgivet i 2013, Vejen mod La Marmotte | 14 kommentarer

Grejsdalsløbet 2013

Søndag d. 12 maj løb Grejsdalsløbet af staben. Det var årets store delmål på vej mod La Marmotte. Foråret har jo ladet vente på sig i år, så der er ikke helt de kilometer i benene som jeg havde regnet med på nuværende tidspunkt. Sidste weekend var jeg ude på en længere tur ud over Djursland på 150km for at prøve kroppen af på en længere distance.
Ærlig talt var jeg begyndt at tvivle på om jeg nu også var klar til at stå distancen til Grejsdalsløbet. Bekymringen blev ikke mindre da jeg efter de 150 km kunne konstatere at jeg ikke havde lyst til at skulle tage yderlige 50 km.
Jeg prøvede at trænge det i baggrunden med tanke på, at til løb er man mere opsat, og får dermed lige lidt mere at køre med. Vejrudsigten blev studeret grundig flere gange om dagen i løbet af ugen, og den så ikke indbydende ud. DMI var vedholdende med at dømme søndag til en regnvejrsdag. 200 km i regnvejr og 10 graders varme virkede som en uoverkommelig opgave, men nu havde jeg meldt til, og kunne godt mærke det også ville være et kæmpe nederlag at give op på forhånd pga vejret.
Heldigvis så det søndag morgen ud til det ikke skulle blive heldags regn, og det var bedre for moralen. Det havde regnet godt i løbet af natten og der hang tunge skyer over Vejle, men det var tørt da vi ankom til DGI-Huset kl halv 8.
Efter den evige diskution med mig selv om hvad tøj jeg skulle have på endte det med korte bukser/trøje løse ben og ærmer en vindjakke og en vindvest i lommen hvis det nu skulle blive for varmt, samt skovovertræk.

Jeg fik kysset Randi farvel og trillede over til startområdet 8:15
21 min. til start lidt sommerfugle i maven, men ikke så slemt som tidligere på morgen nu var det ved at være op over. Savnede en jeg kendte at følges med, men hvad pokker det er jo ikke første gang jeg har cyklet 200 km bare ikke i Grejsdalen. Vi blev sendt afsted i grupper af ca 75 rytter med 3 min mellemrum så mon ikke jeg kunne finde nogle der kørte samme tempo som mig. 8:36 stod jeg forrest i startbåsen, og efter speakerens information om nattens kraftige regn, som havde skyllet en del sand og grus ud på vejen mange steder blev vi sendt afsted.
Vi kørte ud af Vejle ad Jellingevej som vi mødte efter ca 2 km.Det var den første af ialt 23 kategoriseret bakker Jeg faldt hurtigt ned igennem feltet, men var helt klar over jeg skulle finde mit tempo og ikke forcere noget herfra starten af. Halvvejs oppe af Jellingevej så jeg den første cyklist med en punktering, og det blev bestemt ikke den sidste, og jeg fik et flashback til Nordjylland rundt 2009 hvor jeg havde ikke mindre end 4 af slagsen. Lad mig røbe med det samme i dag slap jeg for dem, men de første 100 km gik der ikke en km uden der stod mindst en i siden og skiftede slange.
På Toppen af Jellingevej var hele feltet fuldstændig splittet og jeg befandt mig alene, men var okay med det. Jeg fandt mit tempo og kom optil nogle, men de kørte langsomt så der var ikke så meget tvivl. Hold en stabil fart Hr Nielsen og hav et øje på pulsen. Snart efter gik det nedad og speakeren havde ganske ret i at der var sand og grus på vejene. Godt jeg er sådan en kryster til at køre nedad, så jeg kom ikke i problemer fordi farten var så lav, men kan ikke forestille mig andet end der må være nogle af vovehalsene som er med i sådan et løb, som har været en tur i asfalten på nogle af disse steder. Våd vej, sand og grus er farlig på smalle dæk.

Efter den første lille krølle kom vi tilbage mod Vejle og kunne tage turen opad Grejsdalsvejen. Den husker jeg fra 2009 hvor jeg kørte 130 km ruten. Den er svagt stigende det første lange stykke for så lige at få nogle ekstra procenter til sidst. Det er utroligt smukt her med åen langs vejen på den ene side kommer man nemt til at tænke sig andre steder hen.
Her blev jeg overhalet af en stor gruppe. Formodentligt de hurtige fra startgruppen efter min. Det kunne være lækkert at sidde med i en gruppe men de kørte simpelthen for stækt til jeg ville kunne sidde med så de forsvandt bare.
Her kom jeg så til at tænke på naboen som havde sagt at 200 km ruten var for dem der virkelig kunne køre på cykel, så hvad fanden laver du her tænkte jeg med et lille smil på læben. Det er sgu okay at køre alene i dette føre, så kan jeg se vejen foran mig og undgå uheld forhåbenligt.
De næste mange kilometer kørte jeg alene. Ind imellem blev jeg overhalet af nogle hurtigere folk der var startet efter mig eller som havde haft punkteringer.
Jeg rundede den første time med et snit på ca 27 det var ok. Jeg havde sagt hjemmefra det sikkert ville tage 8 timer hvis jeg ikke fik uheld, så der var lidt at give af til depot stop osv.
Humøret steg lidt og tankerne gik til følgesvend i nordjylland i 2009 Gunnar fra Norge. Den evige optimist ville sige sikkert en dejligt vejr at cykle i og det var det faktisk. Der hang truende tunge skyer og vinden var tiltagenede, men fik den hovedsagelig stadig ind bagfra, og selv om det betød at jeg omkring 50-60 km sikkert ville få modvind i lang tid så var det jo med at nyde det lige nu.
Efter ca 50 km kom der en lille gruppe forbi mig som jeg kastede en krog i. Jeg skulle arbejde en del for at holde hjul men bestemte mig for at investere lidt kræfter i det, men holdt mig dog fra at tage føringer. Den lille gruppe kom snart op til en lidt størrer gruppe fra Sjælland som kørte lidt langsommere, så der blev jeg til vi kom til bakke 8 Hunds Røv. En lille stejl satan på 450 m snit 11% max på 15%. Det splittede gruppen total og den sællandske gruppe ventede på hinanden, mens jeg valgte at forsætte i mit eget tempo.
Efter 85 km var jeg ved at være tilbage i Vejle. Hvilket var heldig nok for jeg havde ikke mere vand og Depotet på Munkebjerg kom efter 100 km så det gik nok. Jeg synes faktisk da jeg kørte ind i Dyrehaven at det bare kørte ok og jeg var godt kørende for så på vej ud af dyrehaven kort tid efter med lidt optræk til krampe i benene at tænke så kan der blive langt hjem.
Helt alene kørte jeg ud af den flade strandvej mod Munkebjerg. Den var faktisk helt øde så der var ikke noget til at forstyrre tankerne om hvad der ventede 😉
Fra Bunden af ned i gear og så bare hjuler til toppen. Det gik fint det første stejle stykke og jeg tænkte nu er det værste overstået men den får jo lige et stejlt stykke til sidst også, men op det kom jeg og kørte i depot og fik en sandwich og fyldt vand på flaskerne og så afsted igen. Vil tro jeg holdt i ca 5-6 min
Fra Munkebjerg begyndte jeg for alvor at have modvind i lange perioder. Det bevirkede farten blev en tand lavere. Jeg kørte helt alene de næste ca 40 km, og det blev en kamp oppe i hovedet. Især efter Kiddesvej. Den berygtede fra Danmark rundt 500 m snit 11 % og max på 23% og så havde den nr 13. Efter 125 km så er den ikke sjov men jeg holdt cyklen trillende hele vejen op, men hold kæft hvor var den hård. Næsten oppe kunne jeg mærke hvorledes der bredte sig en kraftig varme fra lårmusklernes indre så der var ingen tvivl om kroppen ydede max lige i øjeblikket. Det tog da også nogle kilomter efterfølgende inden jeg fandt en rytme igen. Super glad for at have cyklet opad den. Havde været lidt bange for den, men pga af hårdheden af den begyndte jeg at tvivle på om jeg ville kunne tage Gl Kongevej som var afslutningen på ruten som lige er en tand skrappere.
Ja det er selvfølgelig langt at tænke frem, og selvom jeg kunne mærke trætheden indfinde sig så var jeg nu rimelig sikker på det nok skulle gå. En underlig følelse af glæde gav mig en lille klump i halsen. Det har jeg aldrig oplevet før pga et cykelløb og det skulle ikke blive sidste gang i dag den følelse indfandt sig.

Fra 130 til ca 145 km var et helvede. Jeg kørte alene i det åbne landskab. Bakkerne var lede. Der var ryttere foran og bagved, men alle kæmpede vi vores egen kamp i vinden og med os selv tror jeg. Folk prøvede at finde deres tempo og holde det. Jeg husker jeg på et tidspunkt kiggede på km-tælleren og tænkte den er sgu da gået i stykker for den skifter da overhovedet ikke. Lige som vi køre ind på bakke 17 kommer der en stor gruppe forbi, men de holder et tempo opad den 1600 m lange 7% stigning som jeg ikke kan følge. Jeg når dog at få del i en sjov oplevelse. Deroppe midt i feltet midt på bakken hvor folk helt stille koncentreret kæmper sig op er der sgu en der bryder ud i en russisk sang af en eller anden art.
Sikke et overskud at vise her efter 141 km, og han sang skisme højt. En 5-6 linier vil jeg tro imponerende intet mindre 😀

Kort efter kom den sjællandske gruppe fra tidligere optil mig og selvom de kørte friskt til lige nu kæmpede jeg for at hænge på, og det fjernede fokus fra km tælleren, og snart var vi ved sidste depot. Fik fyldt flaskerne og en sandwich jeg hurtig spiste. Det var lækkert at få andet end gel og energibar. Følte mig sgu lidt oppustet efterhånden, og havde bestemt ikke lyst til mere af den slags. Jeg skyndte mig som sagt i depotet i håb om at komme lidt foran den sjællandske gruppe så jeg kunne hægte mig på dem senere. Ved også af erfaring at det er ikke nogen fordel efter så mange kilomter at stå stille ret længe for benene kan være svære at få i gang igen.
50 km til mål kom nu Henrik du kan godt. Hold da op det var hårdt nu. På alle bakkerne var der en spænding i inderlårene som truede med at bryde ud i krampe hvornår det skulle være. Hvis da bare for pokker vi snart kunne dreje mod øst igen så vi kunne få rygvind lidt. Inden jeg kom dertil skulle jeg dog lige opad bakke 19 Tørskind 550 snit 11% max 15%. Efter så mange kilometer trækker sådan en virkelig tænder ud. Alle var mærkede her, og mange trak op. Jeg holdt mig stadig på cyklen. Kort efter denne bakke ender vejen i et T kryds og jeg kan se folk køre mod venstre og kan regne ud nu får jeg vinden i ryggen, men nej pilen viser sgu til højre så det betyder en lille krølle i modvinden på yderlige nogle kilometer. Kæmper virkelig for at holde den på 22-24 km/t sidder og bliver små sur på vinden og mig selv for at komme igennem. Endelig drejer vi og jeg har fået følgeskab af en fra Give motionsklub der syntes jeg var godt kørende. Jeg takker og vi får en kort snak om bla La marmotte og Grejsdalsløbet. Vi burde have fulgtes ad tror jeg de sidste 35 km men igen. Vi kæmpede med det vi havde tror jeg så på et tidspunkt satte jeg ham hvor han så kom tilbage og kørte forbi mig og sådan overhalede vi hinanden nogle gange inden han kørte fra mig til sidst med ca 15 km til mål. Ved 189 km delte ruten sig hvilket betød en ekstra lille krølle til 200 km ruten 2 bakker manglede endnu. Næst sidste hed Østengård 1000 snit 10% max 15% og sikke da en lorte vej 🙂  Asfalten var fyldt med huller og revner. Hvilket gør det svære at holde sin rytme op, som var umådelig langsom, men cyklede dog stadig hele vejen til toppen. På nuværende tidspunkt følte jeg bestemt ikke jeg var i stand til at cykle opad den sidste, og bestemte på forhånd det ville være okay at trække hvis det var selvom det ville være en lille streg i regningen, men så er der jo plads til forbedring hvis du skulle få lyst til at gøre det igen tænkte jeg.

Det sidste kilomter mod de 200 km føltes uendeligt, og ville jeg være i stand til at holde mig på de 8 timer. Farten var gået meget ned sidste halvdel af løbet. Jeg kørte indad Grejsdalsvej og i lyskrydset stiger vejen lidt som den drejer til højere og krampen i inderlåret begynder igen og der allerede efter 100 m står en mand og viser vej opad Gl Kongevej. Føj den er stejl. Jeg rækker tunge som jeg køre ind på den og siger et eller andet jeg ikke kan huske. Officialen kan trøste mig med med der kun er 500 m   til mål men hvilke 500 m snit 15% max 24% stigning. Jeg cykler ca 75 m opad den inden jeg står af. Tror simpelthen ikke på det, og er bange for ikke at kunne klikke ud hvis krampen for alvor tager fat. Jeg må lide det nederlag at trække de næste 300 m inden jeg kan sætte mig på cyklen og cykle de sidste 100 m over stregen.
På toppen af Vejle og med mit delmål fuldført presser klumpen i halsen sig på igen og da jeg efter at have trillet de sidste par kilometer til DGI-Huset ser Randi og Anders stå og vente på stregen presser tårene på.

grejs2013

Træt men også skide stolt over jeg gjorde det. Jeg fuldførte mit delmål en god mental ballast tror jeg til La Marmotte selvom det unægtelig bliver meget hårde men alligevel også noget andet pga længden af stigningerne, som heldigvis ikke har de super voldsomme procenter. Mit mål med vægten har jeg også stort set nået. Vejer nu 82 kg så jeg har tabt godt 15 kg de sidste 3 mdr, og vil ikke tabe mig ret meget mere. Det er ihvertfald ikke længe til jeg rammer de 80 kg, og selvom BMI’en stadig kalde mig for let overvægtig så synes jeg ikke jeg kan se det længere.
Jeg begynder at tro på jeg bliver klar og de næste 7 uger skal bruges til at forbedre min udholdenhed.

placering 539
Tid 7:52:27

Til Slut vil jeg gerne takke Vejle Cykel Motion for et fantastisk arrangement. Det fungere bare, super godt organiseret og afholdt. Tak til alle der har været med til at give alle os cyklister en god oplevelse endnu en gang.

En lille skideballe vil jeg også give til mine med cykelister. Jeg kørte faktisk og blev små sur på dem af jer der smed jeres papir fra gel/bar og brugte slanger i vejkanten. I har haft det i lommen inden indholdet blev spist så kan i sgu da også have papiret i lommen til i kommer i mål eller nærmeste depot hvor det kan smides i skraldespanden. Med godt 4000 ryttere til start så bliver det altså til meget affald hvis alle smider deres papir i vejkanten. Det giver måske problemer for fremtidige løb så tag jeres affald med jer tak.

Udgivet i 2013, Vejen mod La Marmotte | 8 kommentarer

En forårsdag i Gudenådalen

For 4. gang afholdte Lions klub Hvorslev en forårsdag i Gudenådalen, og for 4. gang var jeg med til start. I år var jeg tilmeldt 90 km ruten som jeg også kørte i 10 og 11. Sidste år kørte jeg den jo sammen med Anders og der nøjes jeg med en omgang 22,5 km.

Foråret som har ladet vente på sig viste sig fra sin pænere side i dag. Kølig men klar morgen og sol fra en næsten skyfri himmel. Vejrudsigt lød på op til 12 grader og jævn vind fra sydøst. Det er jo sådan set okay vejr til cykelløb 😉 .
Naboen havde jeg fået vredet armen så meget om på han overgav sig og tog med. Jeg var lidt i tvivl om han ville køre alle 4 omgange, for han havde så sent som igår fablet om 2 omgange og ikke at være klare bla.bla.bla.
Vi trillede hjemmefra kl 8:30 så vi havde god tid til indskrivning osv. Jeg fik hilst på Allan Jessen og Mogens Andersen fra RCK inden start.
Målet i år var at komme til at køre sammen med nogen i stedet for som jeg har for vane at brænde krudtet af på 1. omgang og så køre solo de sidste 3. Jeg håbede også lidt på det måske kunne give mig en tid under de 3 timer.

Kl blev 10 og starten gik, og jeg var ikke blandt de forreste og efter Daugbjergvej var der en del spredning. Peter fulgte mig op til Amstrup og mente ikke det så for godt ud. Jeg kunne da også godt se det lignede de tidligere gange med nogle huller der skulle lukkes, men med lidt adrenalin i kroppen og ja hatten på sagde jeg jo kom nu, og gav den lige lidt ekstra gas op mod Forten. Havde troet Peter blev i mit hjul men fandt hurtig ud af han havde holdt sit tempo.
Fast fokuseret på min målsætning holdt jeg på og kom hurtig op til en lille gruppe hvor jeg lige holdt hjul 500 m inden jeg gik i front igen, men de hang ikke på så stadig alene. I Tåstrup fangede jeg til min overraskelse Mogens, og tænkte det er vist her sammarbejdet skal etableres skønt han kun køre 3 omgange. Da vi drejede ad Pittevej og fik vinden i ryggen tog Mogens en ordentlig føring og det kneb skisme med at hænge ved, men fik kastet en krog i ham og opad Klipgabsvej fik jeg lige smidt en bemærkning om hvis han ville have lidt gavn af mig skulle vi måske lige holde en lille smule igen. Det var vist ok og samarbejdet blev etableret.
Et hurtig blik på pulsen fik mig til at tænke om jeg kunne holde for pulsen var høj. Væsenligt højere end jeg i lang tid har kunnet presse den op når jeg har kørt alene, men jeg følte mig sådan set ok, så med den lille stemme i baghovedet om stadig at holde fokus på ikke at blive sat. Holdte jeg på med det jeg mente var fornuftig.
På vej ind mod Ulstrup første gang fik vi kørte en lille gruppe op på ca 8 mand. Det var sådan set fint for så var der jo flere til at dele om føringerne, og vi holdt da også sammen efter Daugbjergvej, men det var ligesom om de ikke var for glade for vind på næsen.
Jeg syntes hele tiden jeg endte i front. Om det skyldtes iver eller mangel på tålmodighed vil jeg lade andre om at bedømme, men jeg følte mig godt kørende så er der jo ikke noget galt i at tage føringer. Vi kan jo ikke alle køre bagerst. Gruppen gik i stykker på vej ud på 3 runde og nu var Mogens og jeg alene igen med en enkelt ung knøs, men med en gruppe et par hundrede meter foran. Lige inden vi drejede ind på Pittevej igen lykkedes det mig med forcering at lukke hullet. Til min store glæde kunne jeg se der var flere der kørte 4 omgange ligesom mig, så måske jeg kunne have følgeskab på sidste omgang også.
På vej ind af Busbjergvej trak Mogens og nogle af dem der kørte 3 omgange fra for at få afgjort tingene mellem sig. Jeg valgte at holde lidt igen og blive sammen med dem der skulle have en ekstra omgang. Det kunne dog have været ligemeget for det gik i stumper og stykker sidste gang på Daugbjergvej. På vej op mod Forten kunne jeg se der var enkelt små 100 m bag mig, og der bliver han tænkte jeg. Afstanden blev øget skønt han fik følgeskab så jeg havde stadig god fart i cyklen.
Et kig på tiden gav mig forhåbning om mit mål med at køre under 3 timer kunne gå i opfyldelse, og skønt der var lidt begyndende trækning af krampe i den ene læg så lykkedes det sgu
SÅDAN MAND 2:50:42 det er jeg sgu stolt af.
Synes jeg kørte et godt løb hvor jeg bestemt ikke sparede mig selv og bare sad og fedtede den af på hjul. Jeg gav hvad der var, og det glæder mig der var så meget i mig. Det kan være svært når man hele tiden træner alene at vurdere formen. Desuden får man bare en helt anden fart af at køre med andre. Det giver bare lige en tand mere som jeg også kan mærke når jeg skal træne alene i den kommende uge er jeg sikker på.
Selvom jeg stadig synes Grejsdal 200 km er en stor mundfuld så gør jeg det sgu, og så må jeg sgu dø med støvlerne på som man siger.
Ikke engang 5 min efter mig kom Peter i mål så det var også super fint kørt, og det må da også give ham lidt blod på tanden og gå påmod. Desværre nok ikke nok til at følge mig på 200 til Grejsdal.

Vel tilfreds blev vi enige om at vi nu havde fortjent en frisk grillet Frankfurter og en sodavand inden turen gik hjemover de sidste 10 km
Resultatlisten er ikke offentliggjort endnu så palceringen kommer på senere

2:50:42
88,9 km

Udgivet i 2013 | Skriv en kommentar