La Marmotte Dagbog

2-7-2013

Efter gårs dagens stress over pakning af cykel tøj osv. Er jeg i dag forbavsende rolig. Havde flere sommerfugle i maven for en uge siden. Randi og ungerne fulgte Peter og mig til Århus hvor vi stod på bussen mod de franske alper, og vi kom planmæssig afsted 9:30 som annonceret.

Klar til afgang

Klar til afgang

Efter lidt snak med de andre i bussen kan jeg da godt blive lidt betænkelig, men tror jeg er så determineret på målet, at jeg ikke så let lader mig påvirke. Ej heller af alle de andre små ting som sådan en rejse indebærer af uvisheder. Ting som normalt ville skubbe til min stresstærskel.
Vi er lige kørt over den tyske grænse, og vi er 39 cykeltosser i bussen, men der er næsten stille. Alle er vel spændte. Da der for de fleste er tale om første gangs deltagelse i La Marmotte. Har dog endnu ikke snakket med nogen der ikke har kørt bjerge før, så måske jeg er den mest grønne her.
Peter prøver vist at berolige mig. Han siger jeg sikkert triller lige igennem, og bagefter vil sige var det bare det.
Sådan tror jeg nu ikke det bliver. Jeg kommer sikkert til min grænse fysisk og måske psykisk. Uden uheld skal det nok gå tror jeg, og hvis ikke ved jeg at jeg har forberedt mig det bedste jeg kan.
Jeg har smidt 17,5 kg siden 1. feb og cyklet/spinnet 183 timer = 4000 km på landevej og 1380 på Taxcen, så skulle det glippe vil jeg ikke sidde og tænke jeg kunne have gjort mere. Selvfølgelig vil jeg ærgre mig men som vi snakkede om Peter og mig, så taler statestikken sit tydelige sprog. Ca 20% udgår så det vil sige 7-8 af os i buseen vil ikke nå i mål inden for grænsen af den ene eller anden grund.
Nok om det efter planen er vi fremme ved foden af alpe D’huez i morgen ved 9 tiden. Jeg glæder mig til første gangs indtrykket ved bjergets fod. Indtil da vil jeg nyde udsigten fra i bussen på den tyske autobahn. Det er mange år siden jeg har kørt her sidst, men det er vist stadigvæk lige så monotont. Vi kommer også igennem Schweiz inden vi er fremme, men det bliver vist desværre først i nat. Kan ikke vente med at se Bjerge.

 

3-7

Ankomst til Bourg d’Oisans for foden af alpe D’Huez lige godt 8. Her gør vi holdt for at få morgenmad inden vi køre de sidste 12-13 km, for vi kan først blive indkvarteret ved 11 tiden.
Byen ligger indeklemt af stejle bjergsider, og når jeg står her kan jeg slet ikke se eller fornemme nogen vej op med mindre man har vinger.
Peter og mig begiver os på jagt efter morgenmad, men det er ikke så nemt når man ikke kan tale sproget, og ikke ved hvad tingene hedder. Vi ender ud ved en bager hvor vi får en croissant og en kop kaffe. Ikke lige det optimale morgenmåltid. Godt vi har havregryn med i bagagen.
Efter morgenmaden går vi lidt rundt i byens cykelforretninger i ly for regnen. Det er mildt og stille vejr, men skyerne hænger tungt og dryppende mellem topperne da vi sidder i bussen for at tage sidste etape.
Alt hvad jeg har hørt om det er fladt hen til foden af alpen et venstre sving og så begynder den. Er helt rigtigt, men det overgår alligevel min vildeste forestillinger fra bagsædet af bussen hvor jeg sidder.
Efter 4 sving er byen allerede langt under os, og jeg føler mildest talt bussen nærmest hænger på bjergsiden. Jeg sidder faktisk og bliver lidt bange, og har bestemt ikke lyst til at køre ned her i regnvejr på cykel. Føler det vil være lidt for vildt at starte ud med. Er helt sikker på det er slemt nok i forvejen.
Bussen snegler sig op igennem svingene, og snart er vi over de første skyer, og byen er væk under os. Efter ca en halv time i bussen er vi oppe, og indrømmet jeg er rystet, og bestemt ikke sikker på noget som helst lige nu. Jeg føler mig allerede utrolig lille.

Indkvarteringen gik hurtig og cyklerne blev samlet inden vi prøvede os i et fransk supermarked. Det tog lidt tid men vi fandt ud af det. Nu håber vi lidt på det vil tørre op så vi kan cykle lidt længere opad bjerget til noget der hedder Col de Sarenne.
Ved 16 tiden satte vi os i sadlen og kørte op til Col de Sarenne. Det var en kort tur på ca 2 km så vi kørte lidt nedad den også. Sikken en lorte vej. Bulet fyldt med huller og løs grus. Måske heller ikke det fedeste at starte med. Vejen var smal uden autoværn og med stejle skrænter. Heldigvis faldt vejen ikke så kraftig udover et par enkelte steder, men pga forholdene stoppede vi 2-3 km nede og kørte op over igen, og så lidt nedad alpe D’Huez. Lidt længere end sving 3 hvor vi så kunne tage en bagvej op til toppen igen. Fuck det er ubehageligt at køre ned. Jeg er bange for at få for meget fart på, så jeg ikke kan komme rundt i hårnålesvingene. Jeg bremser meget, og er nervøs for om det er for meget, så dækkene bliver for varme og risikere at sprænge.
Sikkert fordi jeg er så anspændt bliver det værre, men det er utrolig hårdt for tommelfingerne at holde i styret når jeg bremser. Det kan blive rigtig slemt på 30 km nedkørsel.
Det jeg frygtede mest inden jeg tog afsted var nedkørslerne og efter i dag er frygten ikke blevet mindre. Overvejer også om jeg bør skifte mine normale briller med et par cykelbriller for at få mindre vind og derved mindre vand i øjnene. Det finder jeg ud af i morgen, for der skal jeg hele vejen ned herfra på cykel, og hvis ikke jeg kan kontollere min frygt så er mit løb slut før det kommer i gang.

alpen

 

4-7

I dag er det alvor. Kører til Bourg  d’Oisans dvs hele vejen ned af alpen. Overvejede lidt at køre med på den guidede tur, men var lidt splittet . Beslutningen blev derfor Peter og mig kørte på egen hånd og så måtte Peter guide mig ned. Jeg prøvede at holde igen på bremsen, men følte cyklen begynde at ryste/slingere under mig. Vildt ubehageligt, så lidt længere nede end vi drejede fra i går holdt jeg ind bare for at sikre mig hjulet ikke var ved at falde af. Det var det heldigvis ikke, men det betød jeg bremsede lidt mere, så jeg kørte langsommere ned, og selv om Peter holdt igen var han langt foran ved bunden som jeg nåede efter ca 25 min. Bremserne var begyndt at lugte på vejen ned, men heldigvis var de ikke varmere end jeg sagtens kunne røre ved dem. Det var jo lidt en trøst at de ikke var varmere, så var det nok ok at bremse som jeg gjorde.
Glad for at være nede i god behold cyklede vi nu hen til bunden Glandon hvor vi cyklede 4-5 km op.
Utrolig flot at cykle her i den smalle dal mellem de stejle bjergsider, og noget nemmere at nyde herfra end på når man køre nedad bjerget, for det kræver 100% koncentration. Vejen opad Glandon starter i skov og der er ikke så mange sving, men den er stejl ca 8-10 % stod computeren på hele tiden. Kan godt være betænkelig ved at cykle her i en stor gruppe hvor folk de møver lidt, for autoværnet er blot en betonkant på 30-40 cm, og det hjælper ikke meget hvis balancen kikser. Nu turde jeg ikke kigge ned mellem træerne men fornemmede helt klart vejen hang på en lodret bjergside.
Som sagt stoppede vi ca 4 km oppe, og her nød vi en energibar i solen ved et vandfald. Utrolig flot og varmt var det her.
Turen gik nedad igen. Vejen var våd her mellem træerne, så jeg bremsede faktisk mere her end ned ad alpen. Jeg havde ikke fået lukket trøjen inden jeg kørte ned, og det blev faktisk koldt på de 4 km, så vindvest er et must nedad på lørdag, og sikkert også ærmer.
Tilbage i Bourg delte vi os. Peter ville lige ind og se på cykelbriller, så jeg kørte hen for foden af alpen og tog billed.

Det ser meget voldsommere ud i virkeligheden

Det ser meget voldsommere ud i virkeligheden

Nulstillede computeren inden jeg begyndt opkørslen. Det var varmt og stejlt, så var hurtig i laveste gear. Prøvede at holde en kadance på ca 70 men det betød pulsen kom over det ønskelige. Jeg valgt dog at forsætte ved dette niveau fordi det føltes ok selvom det var hårdt. Med 5-6 min pr km så tager det lang tid at komme op, og i varmen var jeg glad for cykeltrøjen kunne lynes helt ned. Tankerne gik mod lørdag hvor de lover 30 grader eller mere. Det kan blive rigtig slemt når jeg så samtidig har 160 km i benene og en masse højdemeter tænkte jeg.
10 km oppe var jeg for alvor ved at mærke trætheden i benene, og ville gerne hvis det bare ville flade lidt ud, men det gjorde det kun i svingene. Ellers stod computeren stædig fast på 8-10% pyha. Endelig oppe manglede blot den sidste flade kilometer til hotellet fik jeg afsindig ondt i mit venstre baglår. Håber det forsvinder til lørdag. Overvejer om jeg skal få massage nede i løbsområdet hvis ikke det er bedre i morgen. Nå ja glemmer jo helt at skrive jeg brugt 1 t 12 min til toppen, og kørte lidt over hvad min puls burde have været. Jeg kan dog næsten ikke forestille mig hvor hårdt det bliver hvis jeg skal have kadancen længere ned. Det kommer den sikkert på lørdag hvis jeg kommer så langt.
Eftermiddagen sluttede af med et info møde hos ruby rejser, som for deres gæster havde arrangeret ekstra depoter på ruten, og det bliver da en stor hjælp. Efterfølgende hentede vi vores startnr, så nu er der sådan set kun ventetid tilbage.
36 timer til at fylde maven med sommerfugle. Gid de må give mig vinger til at svæve frit og ubesværet nedad bjergene og løfte mig til deres toppe.

 

5-7

Vågnede 5:30 men snuede den til halv 7 inden jeg stod op, og gik en tur lige for at mærke temperaturen på denne tid af dagen. Første morgen med blå himmel over toppene omkring os. Til gengæld var de under os. Det var som om Bourg havde fået dyne på. Vil skyde temperaturen til 4-6 grader. Det føltes ihvertfald koldt, og den smule vind der var kunne godt få det til at bide i kinderne. Hvis det er lige sådan i morgen bliver det rigtig koldt at køre ned kl halv 7. Husk at klæde dig varmt hr Nielsen.
Har lige fået morgenmad, og om 24 timer går det løs. Vil prøve at lade være med at tænke for meget over det, for ikke at blive for nervøs, men helt undgå det kan jeg sikkert ikke. Låret har det bedre i dag men er stadig øm, og efter en lille tur 4 km nedad bjerget og rolig cykling op igen blev jeg enig med mig selv om massagen skulle prøves.
Jeg tror de 40 euro for 20 min er givet godt ud. Føler ihvertfald det hjælper, men ved det jo selvfølgelig først i morgen når jeg sidder på cyklen igen. Poserne til Rubys depoter er afleveret. Puha det kommer tæt på nu. Jeg mildest talt pisse bange, og tænker ind imellem på at stikke halen mellem benene.
Bekymringerne går på alt hvad der kan gå galt i et felt på ca 4000 mand som er størrelsen på sidste gruppe som vi starter i kl 7:50
Foran er 4000 kørt i forvejen, men dem behøver jeg ikke at bekymre mig om. Kl er 19:15 som jeg skriver dette, og de næste 16-17 timer bliver et helved rent mentalt er jeg bange for. Starten går som sagt 7:50 efter ca 15 km begynder Glandon 20 km opkørsel efterfulgt at 21 km farlig nedkørsel siger de. Kommer jeg bare godt over og ned herfra tror jeg på det værste stress vil fortage sig, og forhåbenlig er feltet godt spredt til den tid. Må faktisk gerne være det længe før.

 

7-7

Dagen derpå. Jeg magtede ikke at skrive igår, så nu kommer min beretning fra løbsdagen. Vågnede et par gange i løbet af natten, og stod op kl 5. Jeg kunne ikke sove mere. Jeg var nervøs og det kildrede i maven. Det til trods fik jeg skubbet en god portion morgenmad ned, og efter et stille bøn til vorherre om at hjælpe mig sikker igennem, og lidt mental opladning. Nothing else Matters med Metallica havde jeg i ørene og efter det afsluttende yeahyeah var jeg klar. Nedkørslen gik forbavsende godt. Det var den bedste jeg har haft endnu. Derfor var jeg glad og ved godt mod da jeg stod ved start. Der blev jeg så også klar over hvor stort det her løb er.

Spændt og glad men ved godt mod

Spændt og glad men ved godt mod

Vi måtte trække flere minutter efter starten var gået før vi kunne klikke i pedalerne og cykle ud af Bourg for fuld musik. Jo her var fest ingen tvivl om det. Folk råbte og klappede som vi cyklede ud af byen. Lige inden start havde Peter og jeg givet hinanden hånden og ønsket hinanden et godt løb, og bortset fra her 5 km uden for byen hvor jeg lige havde kort kontakt med ham skulle jeg ikke ser mere til ham før i aften. Jeg fandt en gruppe der kørte det tempo der passede mig. Den fulgte jeg til bunden af Glandon hvor jeg tog vindvest og ærmer af inden jeg begyndt opstigningen af dagens første bjerg.
Der var mange på den smalle vej op igennem skoven og havde bestemt ikke lyst til at cykle langs det lave autoværn mod den lodrette klippeside.
Ca 7 km oppe flade det lidt ud, og der kom en lille stejl nedkørsel med et par skarpe sving inden det igen steg brat lige pludselig. 12% ned gik over i 14% op, og det havde medført et styrt lige inden jeg kom. Der var 5-6 stykker indblandet. Et par stykker lagde med cyklerne flettet ind i hinanden i siden af vejen andre var ved at rejse sig midt på vejen. Jeg fik kantet mig igennem og der kom heldigvis ikke flere bagfra lige der. Farligt når folk køre 60 km/t og så rammer en mur og kun køre 6 km/t
De næste par kilometer føltes Glandon meget stejl, men jeg følte mig bedre tilpas jo længere op jeg kom. Peter havde jeg ikke set siden nogle kilometer uden for Bourg og han var sikkert langt foran nu, men det havde jeg det fint med. Jeg ville bare gennemføre. Havde allerede nu indset det med at køre under 10 timer næppe var sandsynligt, så da jeg kom op til dæmningen tog jeg lige et par billeder og en venlig fransk mand tog et af mig. Tak til ham.

Glandon-dæmning

Ruby depot Glandon

Ruby depot Glandon

Efter endnu et par kilometr var jeg ved første ruby depot og fik blandet energidrik spist en rugbrød fyldt et par bar i lommen. Valgte at lade gelene ligge tænkte det var bedre første at begynde med dem når jeg kom over Galibier. Vindvesten på og så afsted. Vinden er kold i 17-1800 m højde så det var med  ikke at stå stille. Jeg havde overskud og kunne se enden på Glandon 2 km mere med 8-10 % var hvad der manglede, men havde ikke kørt mere end 500 m før jeg var lige ved at blive trukket med ned i et styrt.
Jeg overhalede en langsom kørende med god plads min. 1 m Da jeg var næsten forbi slog han et ordenligt slag med cyklen og jeg mærkede hans forhjul på siden af mit bagdæk. Heldigvis mistede jeg ikke balancen og kunne forsætte. Jeg kiggede bagud og så ham ryge i asfalten. Are you allright råbte jeg. Yes råbte han tilbage og løftede hånden undskyldende, så jeg forsatte til toppen uden at stoppe. Her var der officielt depot dvs mange mennesker, så jeg måtte trække igennem. Lige en overgang var jeg faktisk i tvivl om hvor vejen gik, men kom igennem og sikke et syn. Dette skulle være den værste nedkørsel i løbet og den så sgu stejl ud. På med ærmerne lyne trøje og vest. Havde det ikke været fordi jeg allerede havde brugt en del tid skulle jeg have taget nogle billeder, men måtte hellere komme videre. Jeg kom ned i første hårnålesving, og der stoppede jeg igen, og tænkte fuck det ser vildt ud. Vejen var smal med skarpe sving og det krævede lige et par dybe indåndinger til at samle mod. Endelig var der hul i trafikken til at sætte i gang. Med 110% koncentration et solidt greb i hornene og fingerspidserne på bremserne styrede, og punktbremsede jeg mig roligt og sikkert ned over det værste stykke. Hænderne begyndte så småt at sove, og jeg overvejede at finde et sted at holde for at få blod i fingerne igen. Stykket jeg var på nu var fladere men med mange sving. Havde fundet en engelsk pige der kørte fornuftig ned, så hende fulgte jeg på 30-40 m afstand. Det gik så åbenbart for langsomt for et par store hvalper der stående i pedalerne overhalede mig venstre om og hende indenom lige inden et skarp højre sving.
Hvorfor pokker folk ikke kan tage den med ro og tænke på andres helbred også fatter jeg ikke. Selvom man tage sin forholdsregler kan sådan nogle tåber ødelægge det for andre end sig selv.
Lidt længere nede stod der pludselig en ko på vejen. Heldigvis stod den i venstre side og kiggede roligt på alle rytterne der kom susende.
Jeg kom også forbi et par stykker der havde været i asfalten. Den første havde nogle seriøs store hudafskrabninger på balderne og opad ryggen, men han stod da op og fik hjælp af sammaritter. Længere nede sad der en på asfalten med hul i baghovedet, og der var blod udover vejen. Puha det var en slagmark så jeg fik holdt ind og fik en pause inden jeg tog sidste etape nedad bjerget.

Endelig ned i bunden af dalen. Her var varmt. Temperaturen må have nærmet sig de 30 grader. Jeg kom med i gruppe som kørte en passende fart, så jeg kunne samle lidt kræfter til næste bjerg Col de Telegraphe. Jeg fik ikke drukket så meget på nedkørslen, så det gjorde jeg nu, og ved bunden af Telegraphe fyldte jeg de næsten tomme flasker. Dvs nu efter ca 80 km havde jeg drukket 2,5 l ialt. Havde energidrik i den ene oge mineraler og elektrolytter i den anden, men pga af varmen tænkte jeg det nok var smart at begynde at tage salttabeletter. 1 nu og ca hver anden time resten af løbet var planen. Mon ikke det ville være ok sammen med resten. Desværre havde jeg kun 1 bar i lommen, og selvom der kun var 35 km til posen på Galibier var det nok lige lidt nok.
Heldigvis havde Ruby rejser et hotel i Valloire der havde stillet vand og frugt frem så det gik jo nok, men ærgede mig alligevel over jeg ikke havde taget et par gel med fra Glandon.
Col de Telegraphe starter lige på og hårdt 8-10 % og den var bagende varm. Solen skinnede ubarmhjertigt ned mellem træerner langs vejen. Jeg søgte skyggen når det var muligt ikke fordi det gjorde den store forskel, men lidt har jo også ret. Har hørt fra andre at de har målt op til 38 grader på dette stykke.
Bort set fra lidt krampetrækninger som jeg kørte ind på bjerget så havde jeg det fantastisk. Jeg følte mig frisk og godt kørende selvom farten kun var 9-10 km/t. Pulsen holdt jeg mellem 150-160 som var det jeg regnede med skulle være arbejdsområdet. 5 km oppe begyndte den dog at stige til 170. Jeg prøvede at sætte farten lidt ned for at få den under kontrol. Pludselig var der en der snakkede til mig på fransk. Heldigvis var han englænder, så han var nem at overtale til at skifte sprog. Ham fulgtes jeg med de næste par kilometer, og snakken gjorde jeg slappede lidt mere af og holdt lidt igen for at følges med ham. Derved fik jeg styr på pulsen og det kørte igen fantastisk. 500 m fra toppen kun jeg for alvor begynde at mærke varmen. Jeg følte mig lidt kogt, og var glad for der kun var 4-5 km nedkørsel til Valloire. Her fik jeg iskoldt vand hældt over hovedet fyldt flaskerne med frisk vand lidt æble og appelsin blev det også til inden jeg kørte videre. Det begyndte allerede at stige en del her i byen, og da jeg kom til det officielle depot lige uden for byen holdt jeg lige for at få lidt mere at spise. En lille sød kage og en stump fluets med pålæg.

Føj hvor var det varmt kom nu Henrik. Du kan godt ca 2 timer så er du på toppen af Galibier og så har du ca 2 timer til de sidste 45 km til alpe D’Huez, så når du det inden de lukker. Ja sådan tænkte jeg der, men dette skulle blive en prøvelse som overgik alt andet. Det første stykke efter depotet fladede det lidt ud og det steg kun 3-5%. Jeg havde god fart på cyklen efter forholdende, men med 10 km til toppen tog procenterne til igen og jeg mærkede krisen komme nærmere.
Pulsen steg og jeg kunne ikke få den ned selvom jeg sænkede farten. Der var allerede en del der sad i kanten af vejen, og ved 9 km stenen måtte jeg gøre det samme.
Husk og kig dig omkring havde Peter sagt, og giv dig selv tid til at nyde det. Tag et billed du ved jo ikke hvornår du kommer igen. Han havde jo ret. Her er flot storslået og helt igennem fantastisk, men for en efterhånden træt cykelist er det et trøstesløst nærmest umenneskelig sceneri.
Pulsen faldt efter et par minutters hvil, og jeg satte mig på cyklen igen. De første par minutter med kramper truende med at låse begge ben. Det har jeg dog prøvet før. Det er bare at holde det ud, og holde rytmen, så går det.
Ved 8 km mærket drejer vejen 180 grader og jeg mærker vinden. Den er kold og barsk. Jeg ser ned på vejen jeg har kørt og tænker på Peters ord igen, og selvom jeg stopper i næste sving pga udmattelse kan jeg ikke samle mig til at tage kameraet ud af posen. I dag irrettere det mig, men det føltes fuldstændig uoverskueligt. Det skulle heller ikke blive sidste tanke på det fantastiske syn, men hovedsageligt kiggede jeg blot asfalten 5 m frem. Her i Svinget hvor jeg stod kiggede jeg op for at se hvor jeg skulle hen, og tænkte det magter jeg ikke. Hylderne var lige over mig, og så vanvittige stejle ud. På cyklen igen kunne jeg konstatere det var de. 8-10% hele tiden, og rundt kom jeg i næste sving 7 km til toppen. Føj det var langt Pulsen steg selvom jeg cyklede langsommere og langsommere. 170 var den på. Kadancen 45 og farten 6 km/t. Jeg kom ikke frem til 6 km mærket inden jeg måtte stå af igen. Tiden smuttede nu og jeg begyndte for alvor at blive bange for ikke at nå rubys depot 1 km nede på den anden side. Selvom jeg blev overhalet hele tiden følte jeg at jeg var den bagerste i løbet. Finn kørte fra depotet 17:15 havde han sagt og klokken var nu 15:45. Du er nød til at gå Henrik. Du må ikke stå stille så når du det ikke.

Jeg stod af cyklen og prøvede at rejse mig, men mine lårmuskler bulede ud som 2 rundstykker over mine knæ i krampe. Det gjorde afsindig ondt og jeg måtte stå som jeg stadig sad på cyklen, for at få kontrol over det inden jeg kunne begynde at gå. Gik måske 500 m med 3,5 km/t inden jeg satte mig på cyklen igen. Jeg kiggede op og kunne se en hel kæde af cykelister sno sig opad bjerget.
Nu cykler du 2 km kom nu, du skal nå det depot. Hvad fanden gør du hvis de er kørt. Ingen vand eller mad og du har det alt andet end godt. Der venter 45 km nedkørsel og alpe D’Huez. Det klare du ikke. Tankerne kørte rundt i hovedet på mens jeg prøvede at vride flere kræfter ud af mig selv. Jeg havde stadig væske som jeg prøvede at tvinge i mig, men det stod helt op i halsen af mig.
Hvad er der galt????
jeg har drukket meget. Hvorfor har jeg det sådan?????
Har det været for meget. Spørgsmålene stod i kø i mit hoved.
Et par franskmænd kørte forbi og kommenterede min trøje med højdeprofil af turen. De prøvede at muntrer mig op med jeg ville være ok når jeg kom over toppen. Ved 4 km mærket stod jeg af igen, og gik til 3 km mærket. Jeg kunne stadig ikke se toppen. Kun at der var cykelister hele vejen op i himlen.
En englænder kom forbi Come on Denmark råbte han, men jeg sansede end ikke at sige tak.
Jeg tænkte flere gange bare jeg kunne få koldt vand på bandanaen så jeg kun blive kølet ned. Jeg kunne bare ikke overskue at stoppe ved kilderne og kravle ned af klipperne for at gøre det.
På cyklen Henrik kom nu du skal nå det. Du kan ikke overskue at finde hjem til hotellet, og det vil være dumt at køre 40-45 km nedkørsel hvor god den så end må være, så omtåget som du er. Indrømmet her 3 km fra toppen havde jeg opgivet at fuldføre. Målet var blot at nå over toppen, og ned til rubys depot. Egoistisk og selvoptaget tænkte jeg. Han må tage mig med tilbage, men i dag kan jeg godt se det måske var en urealistisk tanke. Klokken var nu halv 5. De sidste 5 km havde taget 55 min. Jeg cyklede igen efter 500 m stod der nogen med frugt, og jeg holdt ind. Håbede de havde en cola eller noget jeg kunne købe. De spurgte om jeg var okay. No no svarede jeg og de forærede mig noget melon. Det var dejligt. Drev i cyklen igen og ind på sidste kilometer. Jeg nåede ikke langt før jeg måtte af igen. Det var barskt her på toppen og fantastisk smukt på samme tid. Jeg sled mig opad. Det er ikke sjovt at gå på så trætte ben i cykelsko på 10% stigning. YES du kan se toppen Henrik kun 500m Du skal på cyklen, om ikke andet så vil du fandme kan sige du har cyklet over Galibier i over 2600 m højde. Benene krampede med det samme, og selvom det ikke så stejlt var det lige så nådesløst som de sidste 6 km.
Jeg nåede toppen her var et lille depot. Det betød cykler over hele vejen. Flyt jer nu tænkte jeg. Jeg magter ikke at klikke ud igen. Skal bare ned til den bil. Jeg fandt hul igennem og begyndte nedkørslen som var meget stejl, smal og uden autoværn. Jeg fandt koncentration og kræfter til at komme sikkert ned til Finn, og han var der heldigvis endnu. Kom af cyklen og straks var Finn der med min pose, og han tog min cykel for mig, så jeg bare skulle spise og fylde flasker, men jeg kunne ikke. Jeg sad her på toppen af Galibier og græd. Græd af afmagt skuffelse over ikke at kunne gennemføre. Følte alt var uoverskueligt. Finn kom og pakkede mig ind i tæpper. Du skal spise og drikke. Du skal tvinge det i dig, men jeg kunne ikke. Han kom igen og spurgte til mig, og jeg måtte grædende sige jeg ikke kunne mere. Vi kan ikke rede alle sagde han, men vi kan godt få plads til dig sagde han og cyklen. Det lettede og gav ro på men stadig ikke appetit.

Finn sørgede virkelig godt for alle dem der kom og jeg var altså ikke den sidste ruby mand over Galibier. Der var flere der var på nippet til at give op, som han fik guidet videre. Burde jeg prøve????

Nej det vil være for dumt Henrik. Hvis du når ned uden uheld kommer du aldrig de sidste 13 km opad alpen. Tænk på dem der hjemme og sangen fra i morges. Nothing else matters. Det lovede du dig selv.
Men hold kæft hvor er det hårdt at sige stop.
Jeg skuffer mig selv, og kan ikke lade være med at tænke på det Anders havde sagt til Randi da de afleverede mig i Århus i tirsdags.
Jeg er stolt af far og jeg tror på han klare det. For når han har sagt han vil så gør han det.
Desværre Anders ikke denne gang.

Jeg fik drukket en halv cola på vej nedad bjerget i bilen inden jeg måtte tømme hele maven ud på en rasteplads. Benene krampede,  og jeg svedte, rystede og hyperventilerede, så jeg måtte ligge ned på asfalten et par minutter.
Det kan godt være jeg havde fået et lift hjem, men det var bestemt ikke en behagelig tur. Opad alpen kunne jeg se alle lide, og mange var mindst lige så langt ude som jeg var på galibier. Endelig oppe væltede jeg ud af bilen. Fik min cykel og slæbte mig op på værelset, og fik skrevet til Peter , som var kommet i mål, og i det samme kom han ind på værelset.
Peter havde haft et godt løb og havde kørt på 9:38 hvilket er sølvtid. Super flot kørt og kæmpe tillykke herfra. Peter var så sød at aflevere min chip og hente pastaen som alle deltager kan få. Tak for det. Det hjalp ufattelig meget at få lidt varm mad i maven, og efter et bad følte man sig levende igen, og nu kom tanken om jeg havde opgivet for let og uden kamp. Den vil sikkert sidde i mig længe. Ihvertfald når man som i dag sidder i en bus med folk der var hårde nok til at stå distancen.

Jeg skal dog videre, og det positive må være jeg kørte i denne uge over Glandon, Telegraphe og Galibier, og havde 2 dage i forvejen cyklet opad alpe D’Huez
Det siges jo også at det kræver noget at træffe en beslutning som den jeg traf på galibier. Det kunne godt lyde som en tabers udsagn, men nu ved jeg det ikke er sandt for Peter har sagt det til mig og han er ihvertfald en vinder.

Dette indlæg blev udgivet i 2013, Vejen mod La Marmotte. Bogmærk permalinket.

14 Responses to La Marmotte Dagbog

  1. Mor skriver:

    Godt skrevet Henrik og jeg er glad for du er hjemme i god behold, du kan godt være stolt at det du har kørt

  2. Randi Nielsen skriver:

    God beretning, der til trods for alt lyder som en go tur. Det er rigtig dejlig at have dig hel hjemme.
    Synes du skal overveje meget kraftig at tage kræfterne op igen om et år eller 2, nu et det prøvet og du ved hvad du går ind til så næste gang klarer du det 😉

  3. Flemming Bastrup skriver:

    Henrik! Super fortælling – det er helt levende og næsten som at være der selv! Først vil jeg sige at jeg er ked af at høre at du ikke fik opfyldt dit mål, men jeg kan forestille hvor svært det må have været at træffe beslutningen om at stå af!
    Jeg er stadig vildt imponeret over din beslutsomhed omkring dette projekt og som Randi skriver: op på hesten igen!

  4. Allan Jessen skriver:

    Tillykke med en rigtig god fortælling, selv om den ikke endte som du havde forventet og planlagt. Nu kender du forholdenen og ved hvad du skal til næste år, der skal du bare gennemfører.
    Godt at stærkt at du tog beslutningen om at holde og komme sikkeret hjem.
    Op på plastikhesten og ud over stepperne og husk at næste år starter allerede nu. Så lig en plan fra 1 november af og følg den, så klare du det til næste år.
    Vi ses på landevejen.

  5. Finn Postma skriver:

    Hej Henrik
    Det kan godt være du ikke gennemførte La Marmotte, men til gengæld har du gennemført en helt fantastisk levende beretning af din tur. Hold kæft, hvor er det dejligt levende og godt skrevet.
    Ja du måtte udgå, men til gengæld synes jeg du fik en KÆMPE sejr ved at indrømme og indse at du skulle stoppe. Det kræver virkelig mod og noget af een at indrømme at nu er nok …nok.
    Men som du selv skriver har du rundet 3 af de berømte Tour toppe, og alene det er en stor præstation.
    Det er fedt at gennemføre sine mål…….men er det vigtig i dette tilfælde……. nej for her kommer den fysiske tilstand og helbred ind i billedet, så jeg synes det var en kanon go beslutning du / vi tog på “vores” Gal top…..
    Og da jeg så din tilstand var jeg ikke i tvivl om at du skulle med i bilen hjem til “Alpen”, men derfor prøver vi jo altid lige at se om det kan hjælpe lidt med mad og drikke, netop for at se om du kunne forsætte og dermed leve op til dine mål…. men NEJ, det ku vi godt se , at det sku du ihvertfald ikke, Så det var dejligt at se dig live lidt op i starten af hjemturen (-:, men det holdt desværre ikke hele vejen som du selv skriver.
    Men du klarede det på mange måder ski flot og jeg mener godt du ( og Anders ) kan være stolt af din kæmpe indsats. Ikke kun selve “racet” men osse alt det med at overvinde en del af din frygt, så du osse blev i stand til at ku nyde det.
    Dejligt at læse din flotte beretning, og endnu mere dejligt at læse at du allerede fik det meget bedre senere på aftenen.
    Dejligt at lære dig at kende, og jeg håber at se dig igen, om ikke på La Marmotte så på en af vore mange andre ture, som ikke er helt så barske som La Mamotten. ( og jeg kan love dig at du bliver guidet endnu mere i nedkørsels teknik så du rigtig kan nyde det )
    Skiv til mig hvis du er nysgerrig og vil vide mere om det ene eller andet , og så vil jeg håbe du og din “stolte” familie må få en rigtig dejlig sommer
    Hilsen Finn Postma

  6. Gitte skriver:

    Skide godt kæmpet Henrik!!! Det er simpelthen for sejt og hvilken fantastisk beretning 🙂 Du lyttede til din krop og det er så super vigtigt. Det er vigtigt at presse sig selv til tider, men man skal ikke gå på kompromis med sit helbred. Håber du en dag får din drøm opfyldt 🙂

  7. Anne Lund Madsen skriver:

    Fantastisk ærlig og levende beretning du har skrevet Henrik:-) Den kan du ligesom din præstation godt være stolt over, selvom du ikke helt nåede dit mål. Men tænker at du, med din stædighed (og det er positivt ment;-)) nok skal nå det en dag. Stor respekt herfra.

  8. Henrik skriver:

    Tak for opbakningen alle sammen. Nu er jeg ved at få det lidt på afstand, og prøver at finde årsagen til det gik så galt. Hvis i har nogle input så kom endelig med dem eller hvis i kender nogen der måske kan hjælpe med at besvare mine spørgsmål

  9. Knud skriver:

    hej Henrik,
    Bare et tip – prøv at book en tur i 2014 hvor du cykler fra Nice (Ruby) eller fra Geneve (Cyclingtours.dk) til Alpe D’Huez fra mandag til torsdag. Fredag er hviledag og lørdag kører du så La Marmotte. Det giver dig 4-5 dage i selskab med erfarne folk samt gode tips til hvordan du kører i bjerge. Samtidig får du cyklet hen over en stribe bjerge (god træning) og får erfaring i at køre op og især nedad. Det er slet ikke så svært som du har oplevet det… 🙂

    Jeg er selv snart 49 år og har kørt La Marmotte i 2012 med Cyclingtours (første tur i bjerge overhovedet og i år på egen hånd. Du skal nok komme igennem…

    mvh Knud

  10. Charlotte skriver:

    Hold da op en tur, og fantastisk beretning om det. Jeg har en lille drøm om at prøve engang. Men lige nu må jeg “nøjes” med de danske landeveje istedet. Du virker til at være en meget erfaret rytter, så ville høre dig om hvilket cykelsko, du bruger?

    Jeg har disse fra Bontrager men de bliver bare med ved at gnave i hælen. Har du nogen du kan anbefale?

    Tak for en super fed blog 🙂

  11. Henrik skriver:

    Hej Charlotte
    Er glad for at høre du synes godt om min blog. Med hensyn til sko så er det jo en individuelt, men jeg køre stadig i disse http://koralrevet.dk/henrik/?p=193 proroad hedder de vist. De passer mig rigtig godt. Har tidligere brugt nogle fra exustar, eller det vil sige jeg stadig bruger dem når jeg har cyklen monteret på taxcen om vinteren, også ubemærket sko. Specialized har også en der hedder sport eller noget i den retning den har jeg i mtb udgave, og den laves også til race. Den er vist i samme prisklasse som den du har, og er en rigtig god sko. Jeg har aldrig oplevet problemer med at de gnaver i hælen eller andre steder. Specialized har også et sålesystem der gør man kan få skoen til at sidde optimalt.
    HÅberg din drøm bliver virkelighed en dag, for der venter en stor oplevelse og venter uanset om du kommer igennem eller som mig må stoppe. Der også den korte udgave den hedder vist Mi Marmotte.
    Mvh
    Henrik

  12. Steen skriver:

    Hej Henrik.
    Kanon fortælling, hårene rejste sig, for jeg var oppe på Galibier, da du sad i depotet, bag den store sten, i læ for blæsten, og bare græd:-( det fyldte så meget i mig at jeg selv begyndte at græde i depotet, og kan godt huske hvor glad for at du kunne være i den hvide varevogn.
    Selv kørte jeg ned og var der først dernede 18.18 altså 3 minutter for sent til at få en tid, men trak og trak og cyklede og trak op ad alpe dhuez..
    Og jeg var også med i bussen, blev samlet op i Padborg hvis du husker det/mig:-)
    Og har meldt mig til løbet igen, godt nok ikke med Ruby rejser.

    Mvh Steen

  13. Henrik skriver:

    Hej Steen
    Dejligt at høre fra dig, jeg er glad for du synes om mit indlæg. Jeg husker dig ikke fra galibier men fra turen hjem. På galibier sad jeg i min egen lille klokke. Jeg har tænkt mange tanker omkring det i løbet af det sidste halve år, og har da også tænkt om jeg kunne have klaret det hvis vi havde gjort hinanden følge. Er kommet lidt til den erkendelse at pga min fysiske tilstand på det tidspunkt og så det psykologiske i at vide jeg ikke kunne nå alpen i tide gjorde udslaget, at det så sikkert var den mest fornuftige beslutning jeg tog er så en trøst selvom den ikke kan bruges til så meget. Havde jeg forsat kunne jeg måske have kolapset total måske endda et sted hvor hjælpen ikke lige var der.
    Jeg har døjet lidt med knæproblemer i efteråret så jeg har ikke turde melde mig til i år. Vil være helt sikker på jeg er frisk fra start om jeg så kan stå distancen vil jo vise sig. Det tænker jeg faktisk ikke så meget over. Bare det at kunne få lov at være en del af det igen vil jeg meget gerne opleve. Hvis jeg så kan krydder det med at nå i mål så vil det bare være helt vildt. Hvis du havde spurgt mig inden løbet om jeg ville være glad bare for at være med og stoppe på galibier havde svaret været nej. I dag ser jeg anderledes på det, for det kræver også en indsats at nå dertil.
    Hvordan tager du afsted i år?
    Og vil du holde mig underrettet om hvordan det går
    Mvh
    Henrik

  14. Steen Munk Nielsen skriver:

    Hej Henrik.
    Jeg kører selv derned med de 2 mindste drenge og fruen..
    Kører onsdag, og kommer derned torsdag, og overnattet 3 dage på camping plads 8 km fra bunden af Alpe Dhuez, og om søndagen kører vi til Barcalona og er der i en uge, derefter kører vi til vi til Paris i 3 dage og så hjem til Thy, så er den ferie slut:-)

    Jeg har allerede ændret en del ved min træning, altså træner meget hårdere nu, og selvfølgelig med en højere puls, og så “elsker” jeg modvind nu:-)
    Og vil have en del flere ture, måske 10-15 på mellem 100-220 km inden 5/7, for dem fik jeg ik kørt nok af sidste år.
    Er du på facebook så kan jeg da lige sende en venne anmodning, hvis du lige skriver dit fulde navn så jeg kan søge på dig?:-)

    Mvh Steen

Der er lukket for kommentarer.