Henriks blog

Søndagens program var en lang tur gerne 150 km. Overvejede at køre alene omkring Silkeborg, men havde nu mere lyst til lidt selskab på noget af turen. Det giver jo også mulighed for lidt læ 😉
Jeg kørte hjemmefra kl 9:10 i et meget rolig tempo. Det passede fint med at være i klubben kl 10. Der var ikke det store fremmøde i dag, men det havde jeg nu heller ikke ventet. Kaj havde ondt i ryggen så det passede ham fint at køre med en af de nye. Ved desværre ikke lige hvad han hedder. De ville køre en tur omkring 50 km.
Jeg kørte med Bele og Jesper. Frausing var egentlig også mødt op, men bele opdagede at han havde en eger der var sprunget. Den kunne han ikke få ud så han kørte hjem for at lave den.

Lidt betænkelig kørte jeg med de 2 hårde drenge. Vi kørte over Sdr. Rind til Bruunshåb og Tapdrup. Vi skiftes til at føre og når jeg havde fronten holdt jeg lidt igen på farten for ikke at blive kørt helt flad, men efterhånden gik det bedre.
I Rødding fik jeg lige sat lidt pres på opad korsbakken. De havde jo ikke fortalt at det var en lang stejl bakke. Jeg kunne ikke se meget mere end 100 m af den da den startede, så prøvede bare at holde farten. Jeg  kunne så høre på Bele at det var hårdt, og jeg mistede da også farten, men prøvede at trække igennem for fuld skrue hele vejen op. Det kunne jeg jo lige så godt når jeg var begyndt med det.
Det var så ikke kun mig der lige skulle have luft da vi kom. Det gjaldt for os alle.  Et par kilometer længere fremme blev vi så vidner til en lille solo ulykke for en mand på knallert. Jeg ved ikke helt om det fordi han kørte og kiggede på os at kom til at køre i rabaten og så ud på en fin græsplæne hvor han blev smidt af. Heldigvis skete der ham ikke noget, og vi kørte videre.
Da vi kom til Bjerregrav var der lige et par gode bakker, og de var sgu lidt hårde. Fra Skals kørte vi et par kilometer på hovedvejen til Viborg inden vi drejede fra mod Hjarbæk. Jeg havde front på hovedvejen, og den fik gas. Det var ikke meningen at den skulle have haft helt så meget, men jeg holdt den. Måtte så lige have ro på da vi kørte opad bakken lige efter vi havde drejet. Er glad for Bele også lige havde lidt vanskeligheder der 🙂 
I Hjarbæk gjorde vi holdt nede på havnen, og fik noget af tøjet af. Solen var nemlig kommet frem nu skønt 🙂 . For første gang i år har jeg kørt uden ærmer, og i skrivende stund kan jeg se det har givet lidt indianer kulør.
Jeg fik også lige fortalt om hvordan mit løb var gået i torsdags, og Bele justerede lige Jespers gear inden vi kørte mod Viborg og Rødkærsbro.

lystbådehavnen i Hjarbæk

Ren afslapning, men vi havde nu også givet den gas. Turen med trioen havde et gennemsnit på 33,9

Vi kom indtil Rødkærsbro ad Nørre Langgade, og på den sidste bakke prøvede jeg at holde et højt tempo, men super Jesper rullede lige forbi på de sidste meter. Skal vi vente på Bele eller skal vi køre om skiltet spurgte han. Du vinder sagde jeg, men vi kan godt køre om det. Jesper lod mig sidde på hjul og med ca 3-400 m lukkede jeg op. Det går lidt nedad, og jeg fik den da også op på 53 men Jesper havde ingen problemer med smutte forbi til sidst. I bagklogskabens ulidlige klare lys kan jeg da godt se, at jeg skulle have ventet. Tror dog ikke på jeg kunne have fulgt ham hvis han havde rykket fra front.
Tilbage i klubhuset fik vi lige en cola, og igen i dag fik jeg et par solide skulderklap for min kørsel. Det er sgu dejligt, og det er fedt at få fornemmelsen af at jeg godt kan sætte med.
Jeg havde jo bestemt at turen skulle være på 150 km. Det blev den ikke helt kun til 144. En helt utrolig forskel fra i torsdags og til i dag. I Torsdags var jeg bare fuldstændig færdig og det gjorde ondt, men i dag havde jeg følelse af jeg godt kunne 10 km mere.

143,95 km
4:31:03
31,86 km/t

What did you learn in school to day. Den strofe poppede lige op på lystavlen under løbet da jeg kørte og tænkte lidt på denne beretning. Jeg lærte faktisk en del, men lad os starte fra begyndelsen.

Det var mening at Mogens, Heidi og jeg skulle have kørt 140 km ruten, men i tirsdags fortalte Flemming mig at Mogens havde problemer med knæet, og derfor sprang fra. Ærgeligt men forståeligt at han passer på sig selv. Heidi skrev så en sms onsdag eftermidddag. Hvor hun så fortalte at hun heller ikke ville med øv. Hun har jo også knæproblemer, og så kneb det gevaldig med motivationen.
Derfor var jeg enlig ved at bestemme mig for at køre en lang solo tur her hjemmefra. Det var jo noget nemmere, men Randi skubbede mig i den rigtige retning for som hun sagde. Du kan vel godt bruge noget løbstræning. Det havde hun jo ret i. Jeg er som sagt tidligere ikke så god til store menneskemængder, og da slet ikke alene. Onsdag aften var jeg dog fast besluttet på at tage afsted.
Det var så lige indtil jeg stod op torsdag morgen. Jeg følte bare slet ikke jeg var klar og opsat til at køre 140 km, og overvejede gevaldig at droppe det, men en indre stædighed sagde at jeg måtte tage mig sammen, og det gjorde jeg så. Skønt jeg var stået op i god tid, og havde brugt onsdag aften på at gå cyklen efter var det lige ved at blive noget stress. Da cyklen skulle sættes på bilen opdagede jeg at der var noget skidt på siden af fordækket, men det var det så ikke. Det var en lille revne i dæksiden, så det jeg kunne se var slangen der bulede ud 🙁 . Det var nok fra i tirsdags hvor vi var ud at køre i alle de der møg sten over ved Læsten. Jeg skyndte mig at få skiftet dækket, og blive færdig så jeg kunne komme afsted. Der var dog ingen grund til stress viste det sig, for jeg ankom til Skanderborg, og fandt Højvangens Torv uden problemer.

Jeg gik ned og meldte mig til 140 km ruten, og til min overraskelse så var startkortet en tynd lap papir med nr på som man bare skulle have i lommen. Lidt underligt, men rart nok at man ikke skulle bøvle med rygnummer. Synes dog helt klart at Grejsdals måde hvor man monteret nr på cyklen er at foretrække. Jeg havde ca 1 time til start, og til at gå at arbejde lidt med min nervøsitet. Fik lidt frugt og vand inden jeg tog cyklen af bilen. Vurderede at vejret ville være ok til korte bukser, trøje og løse ærmer. Håbede så at vejrudsigten som lovede tordenbyger sidst på eftermiddagen ville holde så jeg kunne komme i mål inden det blev regnvejr. Jeg droppede ihvertfald at tage vindjakken med. 
Kl 9:40 stod jeg klar til start. 140 km ruten skulle sendes afsted kl 10 i samlet flok. Jeg ved ikke hvor mange vi var, men en pæn stor flok var vi da. 

Stemningsbilled før start

Starten var hektisk folk kørte godt til, og snart var jeg i den bagerste del af feltet, og det gik faktisk pænt hurtig der også. Da vi havde kørt omkring 20 min var vi reduceret til en lille gruppe på 15-20 mand. Vejene var lidt kringlet og det gik op og ned, så rytmen var noget uens. Lige pludselig blev der så råbt STOP STYRT, og dertil var der en i gruppen der råbte tilbage JAMEN SÅ KØR DA FOR HELVEDE. Jeg tænkte bare så slap dog af mand det er et motionsløb, og hvis du har forhåbning om at være først så sidder du sgu nok i den forkerte gruppe.
Situationen var lidt kaotisk det var rundt i et skarpt højre sving, og der holdt 2 biler samtidig med der lagde en mand på jorden. Han så godt nok ud til at have det skidt. Det var ikke sådan blodet løb hvad jeg kunne se, men han tog sig noget til det ene ben. Dem der var stået af for at hjælpe snakkede da også om at ringe efter en ambulance, så det har nok ikke været det rene pjat. Det var så dagens første lektion motionscykling er en alvorlig sag. Mere for nogen end andre 😉

Vi kom videre, og det gik fint folk kørte lidt mere roligt efter dette. Jeg havde det bedst når det gik op, for så sad jeg faktisk og sparede mig. Hver gang det gik ned havde jeg dog mine problemer. Især ned fra Yding skovhøj blev jeg sat. Den går meget stejl ned i starten, og selvom den ikke drejer meget kan jeg bare ikke lide at lade den løbe samtidig med folk suser forbi om ørene på mig. Jeg var faktisk på 64, så hurtig tror jeg faktsik ikke jeg har kørt før, men trods det var jeg sat med 300 m da vi kom ned. Overvejede faktisk bare at slippe allerede her efter 27 km, men tog mig alligevel sammen og lukkede hullet.
Sådan kørte vi det næste lange stykke. Farten gik gevaldig ned når det gik op, og der blev kørt igennem når det gik ned. Vi slap dog for flere styrt. Jeg følte dog jeg var tæt på. Da jeg med omkring 50 kom rundt i et skarpt højere sving og lige igennem et lag sand, men jeg klarede den heldigvis.
Jeg tror måske jeg har set lidt provokerende ud for jeg sad faktisk og spiste banan når vi kørte op, for så kunne jeg have begge hænder på styret når vi kørte ned ad 🙂
Kort før Jaungyde kom jeg lidt i snak med en af de andre rytter. Kom nu med sagde han. Jeg hænger bare lidt sagde jeg bryder mig ikke om at køre for tæt. Der erogså god mulighed for at komme til at hænge med alle de bakker mente han. Hertil kunne jeg så kun sige ja det er sgu ærgeligt de ikke kun går op for jeg kan ikke følge med når det går ned. En noget hovmodig kommentar skulle det vise sig at være.
Han kunne så glæde mig med at han lige havde fået at vide det kom til at gå opad lige om lidt, og det gjorde det.
Her fik jeg så den brilliante ide. Henrik Hvorfor køre og slappe af opad, for så at pukle helt vild for at følge med ned. Det må være tid til en taktisk ændring. Du køre sgu bare op i dit eget tempo, og så kan de sgu køre dig ind på vejen ned.
Det gjorde jeg så, og ganske hurtig havde jeg fronten for mig selv. Der var hurtig et par stykker oppe ved mig på vej ned, og de regnede vist med at det var nu der skulle foretages en udskilning. Jeg var så dosk nok til at køre med og vi hamrede afsted med et voldsom rulleskift med omkring 45-52 km/t fra Nørre Vissing og til Veng. Op igennem Veng trak jeg igen med 26-29 km/t. Da vi så drejede lige ovenfor og de blev ved med holde farten, måtte jeg smilende slippe. Dagens anden lektion letsindig brug af kræfterne kan hurtig koste når man har kørt lige på kant over 87 km. Snittet på det tidspunkt jeg blev sat var faktisk på 33,5
Trods jeg var nød til at slippe var jeg nu ved godt mod. Jeg vidste jo godt at jeg havde lavet en bommert. Der var jo heller ikke andet 50 km tilbage.

Lige før depotet ved 100 km kom der en lille gruppe op til mig, men de holdt desværre ikke ved depotet, så jeg måtte forsætte alene. Det blev lidt hårdt for det var blæst lidt op, og vinden fik jeg lige på snuden de næste 20 km.
Efterhånden begyndte jeg at tænke på om jeg var den sidste på ruten, og ved 115 km begyndte jeg også at spekulere lidt på hvordan pokker jeg skal klare over den dobbelt distance om 3 mdr for trætheden var ved at melde sig.
Dagens 3 lektion var så held i uheld. Pludselig så jeg en gruppe på 15 mand komme imod mig, og da de kom nærmere kunne jeg se det var nogen af dem jeg havde kørt med de første 87 km. De råbte så til mig at det sidste skilt stod forkert. Jeg fik hurtig vendt cyklen og kom heldigvis op til dem efter en hård jagt over 5-7 min. Det næste skilt vi kom til fulgte vi så til højre, og kom til Gl Gjessing. Hvor vejen endte i et T kryds uden skilte. Det kan altså godt bringe sindene i kog når man har kørt 125 km, og trætheden er ved at melde sig. Vi kiggede på kort og kom ud på Odder Skanderborg vejen, og efter skiltet var der 10 til Skanderborg, så vi blev enige om at følge hovedvejen. Da det så ville komme til at passe med distancen. Da vi havde kørt et stykke stod der et skilt som pegede til højre og vi fulgte nu ruten igen. Der har ihvertfald været mindst 2 skilte der har stået forkert 🙁
Da vi nu var tilbage på ruten kom dagens skrapeste udfordring synes jeg en lang stejl bakke puha. Nu skulle der virkelig arbejdes for at komme op. Benene syrede hurtig til nu, og det gjorde sgu ondt i benene. Da vi kom op mødte vi skilt hvor der stadig stod 10 km til Skanderborg, og det var sgu lidt hårdt for moralen. Jeg havde det sidste stykke følge af en fra Silkeborg motioncykling, og han tog en dejlig fin føring det sidste par kilometer ind af Oddervej. Da vi kom indtil krydset og drejede til højere gik det igen opad, og holdkæft hvor var jeg glad da vi kom op. Vi kørte side om side i mål, og hvor er jeg glad for de fortalte jeg var på afveje. Jeg var heldigvis ikke kommet så meget rundt som dem de havde faktisk kørt 147 da de kom i mål jeg nøjes med 143,5
Da jeg kom i mål fik jeg noget at drikke og spise inden jeg kørte hjem. Hold op hvor var jeg træt. Der var ikke mere at køre med, men i dag fredag er jeg overrasket over jeg ikke kan mærke det i benene, men måske det kommer når jeg sætter mig på cyklen i aften for at få en lille trilletur 😉

Danmarks Højeste er flot motionsløb i et smukt landskab. De fleste af bakkerne er ikke så stejle, men lange. Synes måske at det ville være en fordel at sende folk afsted i mindre grupper for at starten ikke var så hektisk.

143,65 km
4:34:19
31,41 km/t

Søndagsturen var i dag med Heidi, og vi havde aftalt at vi skulle mødes i Vejumbro kl 9. Jeg havde 3 ruter fra 90-132 km vi kunne vælge imellem. Det blev så den midt imellem på 112 vi valgte. Den gik over Mammen-Langå-Vellev-Pøt Mølle- Søbygård-Thorsø-Borre-Bjerringbro-Mammen-Vejumbro. Turen passede perfekt til vejrforholdene. Vinden var nemlig i sydøst, så den fik lov til at blæse på vores næser hele vejen til Frisenborg, men så havde vi glæde af at have den i ryggen resten vejen.
Vi aftalte at det ikke skulle være nogen høj intensitets tur, så det var den aerobe træning der var i højsædet i dag 😉
Snakken gik lystig, om stort og småt, men der er dog en ting jeg lige vil trække frem.

Heidi kunne ikke rigtig forstå hvorfor glæden af at køre nedad bakke var så kort og hurtig når anstrengelserne er så lange og hårde for at komme op. Det er så her jeg måtte komme med min filosofiske mening om det.
Hvis ikke det er en udfordring, og en kamp at nå toppen, så er det jo heller ikke nogen glæde når man når derop. Personligt har jeg da også brug for udfordringer både under træning, men også løbsmæssig. Det er utrolig meget nemmere at komme afsted på en træningtur når man ved allerede hjemmefra at det bliver en flot og udfordrende tur, som kræver at man yder en indsats.
Det er nok derfor jeg godt kan lide at køre længere ture også alene, fordi jeg synes det er en bedrift for mig at køre eksempelvis 130 km alene. Jeg ved det kræver vilje, en mængde styrke og udholdenhed at gøre det. Efter sådan en tur kan man da ikke være andet end glad og godt tilfreds med sig selv. Den glæde håber og tror jeg også min familie fornemmer. Jeg er måske træt når jeg kommer hjem, men prøver virkelig at være der for dem når jeg kommer hjem.
Desuden er livet jo også sådan at det er meget hurtig at ryge nedad bakke end det er at komme op 😉 så er cykling ikke bare et perfekt billed af livet generelt 🙂

Efter små 60 km var det slut med modvind lækkert, så var der lige en lille bakke der hedder Pøt Mølle, og den kørte jeg opad i en god fart, men kunne ikke helt holde tempoet hele vejen. Da jeg var næsten på toppen stoppede jeg for at få et foto af Heidi på vej op, men jeg stod og fumlede med telefonen, så det mislykkedes desværre. Derfor må i nøjes med dette. Her ser hun sådan set også ud til at have meget mere overskud 🙂

Du kunne jo også have lade være med at skulle tale i mobil opad bakken Heidi, så havde du nok haft overskud til at sætte spurten ind haha.

Turen blev nu noget lettere efter vinden blæste vores vej. Vi fløj nærmest igennem Hammel, og i skoven før Søbygård gjorde vi lige et stop spiste en banan, og nød udsigten. 

Søbygård sø

På cyklerne igen mod Thorsø der var så lige 3 bakker ikke voldsomme, men jeg tror der var en som gerne ville have haft dem jævnet lidt ud. Der kom ihvertfald en kommentar, om hvis jeg nævnede mere end 4 bakker tilbage på resten af turen så blev jeg skubbet af cyklen 🙂
I Thorsø var der igen holdt så vi kunne fylde sukkerdepoterne op. Tak for chokolade det smagte dejligt. Vi kørte mod Borre godt hjulpet af vinden, og fik en snak om det runde tråd, som måske også nok kunne hjælpe en hel del på Heidis knæproblemer. Min erfaring er ihvertfald det betaler sig rigtig meget at fokusere på at trække op i pedalerne, for så bliver presset ned i pedalen ikke nær så stor, og det tager meget belastning fra knæet. Det hjælper jo også til at man får brugt musklen bag på låret, så den ikke bare sidder med for turen skyld 😉
Kunsten er så at huske det når man køre med høj kadance, for så bliver det lidt svære at praktisere, men det kan lade sig gøre. 
Det runde tråd kræver jo også man trækker og skubber i pedalens top og bund stilling, men det har jeg svært ved at praktisere. Hvis det skal lade sig gøre synes jeg nærmest man skal slynge benene rundt som en vaskemaskine der centrifugere, men det lader sig ikke rigtig gøre 😀
En god øvelse som jeg desværre laver for sjælden er at klikke den ene fod ud af pedalen og så bare cykle med det ene ben, for bagefter at skifte og cykle med det andet. På den måde mærker man virkelig hvordan man træder, og hvor man har de døde områder på en omgang. Dvs de steder hvor man ikke overføre kraft til pedalen. I mit tilfælde er det i top og bund det kniber.

Turen fra Sahl ad skibelundvej til Bjerringbro gav lidt mere modvind, men det gik nu fint nok. Tror Heidi var ved at være godt brugt især knæene. Heldigvis var turen ikke så lang igen, og snart var vi i Vejumbro. Her spiste vi så lige det sidste stykke chokolade hmm, og fik snakket det sidste inden vores veje skiltes for i dag.
Glad og godt tilfreds kørte jeg mod Løvskal desværre betød det så lige 12 km i strid modvind, og en laaang stejl bakke puha, men inden jeg kom så langt var jeg nød til at gøre holdt og få en snak med et kendt ansigt. Lige efter Torsager mødte jeg nemlig Allan. Han havde været på tur med Heine, Flemming og Alex. De havde så haft lidt en kedlig tur med 3 punkteringer 🙁 , så Bjerringbro folkene var ved at løbe tør for slanger, og var kørt hjem. Allan kørte så lidt på egen hånden, og var på vej til en runde i Øbakker inden turen gik hjemad. Der er kun 5 dage til store løb han skal køre i Sverige, og herfra skal der lyde et stort GOD TUR. Håber turen indfrier alle dine drømme.

Hjemme igen, godt kørt Henrik nu skal du have noget at spise, og det blev i dagens anledning 3 rugbrøder med sild mums. Kunne så lige nå at komme i bad inden Randi ringede og sagde hun var på vej hjem med nogle trætte børn. Anders var stået op kl 5 i morges for at cykle med morfar 🙂 og hvis det stod til ham skulle de have cyklet hele dagen. Hvis han holder dette træningsniveu bliver han en frygtlig sej gut.
De lægger og sov nu alle 3, så jeg kan lige nå at skrive den beretning færdig inden vi skal hjælpes ad med at lave mad allesammen.

113,24 km
4:13:22
26,81 km/t