En dejlig søndagstur

Søndagsturen var i dag med Heidi, og vi havde aftalt at vi skulle mødes i Vejumbro kl 9. Jeg havde 3 ruter fra 90-132 km vi kunne vælge imellem. Det blev så den midt imellem på 112 vi valgte. Den gik over Mammen-Langå-Vellev-Pøt Mølle- Søbygård-Thorsø-Borre-Bjerringbro-Mammen-Vejumbro. Turen passede perfekt til vejrforholdene. Vinden var nemlig i sydøst, så den fik lov til at blæse på vores næser hele vejen til Frisenborg, men så havde vi glæde af at have den i ryggen resten vejen.
Vi aftalte at det ikke skulle være nogen høj intensitets tur, så det var den aerobe træning der var i højsædet i dag 😉
Snakken gik lystig, om stort og småt, men der er dog en ting jeg lige vil trække frem.

Heidi kunne ikke rigtig forstå hvorfor glæden af at køre nedad bakke var så kort og hurtig når anstrengelserne er så lange og hårde for at komme op. Det er så her jeg måtte komme med min filosofiske mening om det.
Hvis ikke det er en udfordring, og en kamp at nå toppen, så er det jo heller ikke nogen glæde når man når derop. Personligt har jeg da også brug for udfordringer både under træning, men også løbsmæssig. Det er utrolig meget nemmere at komme afsted på en træningtur når man ved allerede hjemmefra at det bliver en flot og udfordrende tur, som kræver at man yder en indsats.
Det er nok derfor jeg godt kan lide at køre længere ture også alene, fordi jeg synes det er en bedrift for mig at køre eksempelvis 130 km alene. Jeg ved det kræver vilje, en mængde styrke og udholdenhed at gøre det. Efter sådan en tur kan man da ikke være andet end glad og godt tilfreds med sig selv. Den glæde håber og tror jeg også min familie fornemmer. Jeg er måske træt når jeg kommer hjem, men prøver virkelig at være der for dem når jeg kommer hjem.
Desuden er livet jo også sådan at det er meget hurtig at ryge nedad bakke end det er at komme op 😉 så er cykling ikke bare et perfekt billed af livet generelt 🙂

Efter små 60 km var det slut med modvind lækkert, så var der lige en lille bakke der hedder Pøt Mølle, og den kørte jeg opad i en god fart, men kunne ikke helt holde tempoet hele vejen. Da jeg var næsten på toppen stoppede jeg for at få et foto af Heidi på vej op, men jeg stod og fumlede med telefonen, så det mislykkedes desværre. Derfor må i nøjes med dette. Her ser hun sådan set også ud til at have meget mere overskud 🙂

Du kunne jo også have lade være med at skulle tale i mobil opad bakken Heidi, så havde du nok haft overskud til at sætte spurten ind haha.

Turen blev nu noget lettere efter vinden blæste vores vej. Vi fløj nærmest igennem Hammel, og i skoven før Søbygård gjorde vi lige et stop spiste en banan, og nød udsigten. 

Søbygård sø

På cyklerne igen mod Thorsø der var så lige 3 bakker ikke voldsomme, men jeg tror der var en som gerne ville have haft dem jævnet lidt ud. Der kom ihvertfald en kommentar, om hvis jeg nævnede mere end 4 bakker tilbage på resten af turen så blev jeg skubbet af cyklen 🙂
I Thorsø var der igen holdt så vi kunne fylde sukkerdepoterne op. Tak for chokolade det smagte dejligt. Vi kørte mod Borre godt hjulpet af vinden, og fik en snak om det runde tråd, som måske også nok kunne hjælpe en hel del på Heidis knæproblemer. Min erfaring er ihvertfald det betaler sig rigtig meget at fokusere på at trække op i pedalerne, for så bliver presset ned i pedalen ikke nær så stor, og det tager meget belastning fra knæet. Det hjælper jo også til at man får brugt musklen bag på låret, så den ikke bare sidder med for turen skyld 😉
Kunsten er så at huske det når man køre med høj kadance, for så bliver det lidt svære at praktisere, men det kan lade sig gøre. 
Det runde tråd kræver jo også man trækker og skubber i pedalens top og bund stilling, men det har jeg svært ved at praktisere. Hvis det skal lade sig gøre synes jeg nærmest man skal slynge benene rundt som en vaskemaskine der centrifugere, men det lader sig ikke rigtig gøre 😀
En god øvelse som jeg desværre laver for sjælden er at klikke den ene fod ud af pedalen og så bare cykle med det ene ben, for bagefter at skifte og cykle med det andet. På den måde mærker man virkelig hvordan man træder, og hvor man har de døde områder på en omgang. Dvs de steder hvor man ikke overføre kraft til pedalen. I mit tilfælde er det i top og bund det kniber.

Turen fra Sahl ad skibelundvej til Bjerringbro gav lidt mere modvind, men det gik nu fint nok. Tror Heidi var ved at være godt brugt især knæene. Heldigvis var turen ikke så lang igen, og snart var vi i Vejumbro. Her spiste vi så lige det sidste stykke chokolade hmm, og fik snakket det sidste inden vores veje skiltes for i dag.
Glad og godt tilfreds kørte jeg mod Løvskal desværre betød det så lige 12 km i strid modvind, og en laaang stejl bakke puha, men inden jeg kom så langt var jeg nød til at gøre holdt og få en snak med et kendt ansigt. Lige efter Torsager mødte jeg nemlig Allan. Han havde været på tur med Heine, Flemming og Alex. De havde så haft lidt en kedlig tur med 3 punkteringer 🙁 , så Bjerringbro folkene var ved at løbe tør for slanger, og var kørt hjem. Allan kørte så lidt på egen hånden, og var på vej til en runde i Øbakker inden turen gik hjemad. Der er kun 5 dage til store løb han skal køre i Sverige, og herfra skal der lyde et stort GOD TUR. Håber turen indfrier alle dine drømme.

Hjemme igen, godt kørt Henrik nu skal du have noget at spise, og det blev i dagens anledning 3 rugbrøder med sild mums. Kunne så lige nå at komme i bad inden Randi ringede og sagde hun var på vej hjem med nogle trætte børn. Anders var stået op kl 5 i morges for at cykle med morfar 🙂 og hvis det stod til ham skulle de have cyklet hele dagen. Hvis han holder dette træningsniveu bliver han en frygtlig sej gut.
De lægger og sov nu alle 3, så jeg kan lige nå at skrive den beretning færdig inden vi skal hjælpes ad med at lave mad allesammen.

113,24 km
4:13:22
26,81 km/t