Lige ved og næsten

Den trofaste læser kan måske huske jeg har en lille dyst kørende med min nabo. Vores enkeltstartsrute er via Ålum opad tour de france bakken til V. Velling til Ll. Thorup via Mads Møllers vej og Karmark skovvej hjem. En rute på 21 km med en god lang stigning og et åben stykke der ofte driller med lidt vind.

Den 10 juli satte jeg bedste tid på ruten for 4 dage senere at blive sat solidt på plads af  Mr Ironman himself i en tid der hed 36:12. Indrømmet så har det pint mig at blive sat så grundig. Derfor prøvede jeg faktisk en dag først på ugen, men halvvejs rundt måtte jeg opgive. Jeg havde kørt for hårdt til jeg troede på jeg kunne holde, så chancen blev forspildt.

I går fredag gjorde jeg så et nyt forsøg, og det gik fint til Ålum. Godt nok en anelse langsommere end tidligere på ugen, men pulsen var heller ikke så høj, og jeg satsede godt i svinget inde i Ålum mod Tour de france bakken. Desværre bare for at måtte stoppe helt op 300 m længere frem pga en skide lastbil der bakkede ud foran mig. Pis der røg den chance tænkte jeg, og kørte ikke helt igennem da jeg startede igen, men da jeg kom til V. Velling så tiden måske ikke så dårlig ud, og intensiteten blev skruet op. Ved Mads Møllersvej tvivlede jeg på det men blev ved med at holde på, og ved Karmark tænkte jeg måske jeg lige kan tage den med nogle sekunder.
Endnu en gang var jeg uheldig med trafikken og måtte stoppe helt op før jeg kunne forsætte ud på løvskal landevej. ØV ØV lige inden for byskiltet stod uret på 36 min og der manglede 300 m så det lykkedes altså ikke. Lige for at gøre det hele mere øv så knækkede sadlen sgu også inden jeg nåede hjem.
Føler ikke rigtig jeg har tur i den for tiden.

Jeg var så af sted i dag for at købe en ny sadel. Det blev igen en specialized men en nyere model der hedder Romin. Jeg var lige ude at vende en hurtig tur på den da jeg kom hjem, men var ikke kommet mere end 5 km ud da himlen åbnede sig, og det fik mig altså til at vende cyklen hjemad igen. Sadlen føltes dog ok, men skal selvfølgelig have en længere tur på den før jeg ved om jeg bliver glad for den.

21 km
37:04
34 km/t

Rute/data

Dette indlæg blev udgivet i 2012. Bogmærk permalinket.