Hvor blev tiden af

I dag er skrivetrangen vendt tilbage om det blot er for en stund vil den kommende tid jo vise, men jeg har ihvertfald en del at berette fra det forgangene år.

Hvorfor er det så lige jeg ikke har skrevet det sidste år?? Jo som jeg har nævnt i et tidligere indlæg så pga finanskrise var min job situation usikker, og så begyndte jeg så småt at starte op som vinduespudser. Det har vist sig lige at være noget for mig, at passe mig selv og selv planlægge min dag. Det kræver jo en del tid at få bygget en kundekreds op, og så har jeg prioteret således at det måtte være vigtigere at cykle en gang imellem end at få skrevet blog.

Jeg har altså kørt lidt sidste år og toppede med Mors rundt et par gange i uge 29 sidste år. Fantastisk landskab at cykle i, og det vil jeg varmt anbefale jer at gøre. Kunne faktisk selv finde på at køre derop blot for det, men nu har jeg jo heller ikke mere end ca en times kørsel derop.
Landskabet på Mors er så utrolig varieret at man ikke kan andet end nyde det og synes naturen er storslået.

Efter den uges ferie på Mors var det hjem og i gang med udskiftning af tag på huset samtidig med jeg også skulle pleje min pudsekunder. Desværre gik det så galt for mig fredag d 30 juli. Der forsvandt stigen under mig. Da jeg var oppe i ca 3-4m højde ved et vindue 🙁
Jeg husker ikke noget fra selve uheldet skønt jeg efter sigende var ved bevidsthed hele tiden, men hele min dag fra jeg kørte hjemmefra og til omkring halv 5 om eftermiddagen er helt væk.
Jeg var kommet på sygehuset og de ville beholde mig natten over til observation pga den hjernerystelse jeg havde pådraget mig.
Desuden havde jeg ondt i min skulder men iflg røntgen var der ikke noget brækket, men da det 5 dage efter stadig gjorde ondt tog jeg til læge og blev sendt videre i systemmet. Godt en uge senere blev jeg scannet og fik konstateret at den muskel der gå ud igennem skulderen var rykket i stykker samt senen der gik fra den og ud på overarmsknoglen var lidt beskadigt, og for lige at gøre det hele perfekt så var der skisme også et brud på overarmsknoglen 🙁
Det betød jo en længere sygemelding, og en del bekymringer om min kunder osv.

De bekymringer gled dog hurtig i baggrunden for min far røg på sygehuset, og det så ikke godt ud mere. Jeg vidste selvfølgelig godt hvad vej det gik, men derfor er det alligevel underligt når ens far er på vej væk herfra. Til sidst var det slet ikke til at komme i kontakt med ham hvilket var rigtig hårdt for man ville gerne være der, men når så man kom derud ville man helst afsted igen fordi synet af en kræftsyg der er lige ved at gå bort bestemt ikke er kønt, og ej heller det billed man ønsker at få brændt fast på nettehinden.
Efter ca 14 dage  på sygehuset fik han endelig fred, og i stedet for sorg synes jeg faktisk jeg følte en lettelse, fordi han så ikke skulle pines mere. Efterfølgende er savnet kommet og det bliver ved med at dukke op i perioder. Hvor ville jeg gerne kunne køre forbi og tage den lille sludder med ham en halv times tid som vi så tit har gjort. Hvor verdens situationen er blevet vendt for så at kunne gå hver til sit.
Det var de små besøg der betød rigtig meget for ham ved jeg, og nu ved jeg at de faktsik også gjorde det for mig….

Efter et par måneders sygemelding startede jeg igen med at arbejde i starten af oktober. Heldigvis havde jeg kun mistet en enkelt kunde på mit uheld og har derfor kunne forsætte fra der hvor jeg slap. Jeg var dog på ingen måde over skaden og den drillede mig hele efteråret og gør det stadig en gang imellem. Jeg cyklede ikke meget i den periode fra mit uheld og så til nu faktisk. I starten var jeg bange for at vælte og ødelægge skulderen helt. Siden hen blev det ikke til noget fordi min lille virksomhed stille rolig voksede sig størrere og derfor krævede mere tid

Nu står jeg der lige før end jeg skal tage springet og satse på fuldtids vinduespudser. Der er selvfølgelig ikke nok til det endnu men alligevel for meget til jeg kan blive ved at klare et 30 timers job og pudsningen ved siden af.
Jeg er stadig betænkelig ved hvordan min skulder vil klare det, men er fast besluttet på at springe ud i det og prøve det af, og for en gang skyld give slip og tage en chance på dybere vand. Jeg vil ihvertfald komme til at fortryde hvis ikke jeg gør forsøget.
Heldigvis har jeg en god massør til at hjælpe mig, og jeg arbejder også meget med at styrke alle de muskler der har med skulderen at gøre, samt veksle med hvordan jeg bruger den.

I år bliv cykling til afslapning og afkobling fra hverdagen. Jeg kan tydelig mærke min form iforhold til 2009 nærmest ikke er eksisterende hvilket har været lidt svært at acceptere, men selvfølgelig går det den vej når man ikke cykler mere end en gang eller 2 om ugen. Skidt også med det. Det vigtigste er at komme ud en gang imellem, og glemme alt andet end vejen, og vores dejlige natur. Mærke føle og dufte den, og blive tanket op med glad energi til hverdagens strabadser. Nå ja og så en gang imellem tro man blot er en knægt der kan fyre den helt af, og hente ham rytteren helt ude i horisonten 😉 hehe for så 10 minutter senere pusten at måtte sande det kunne jeg så ikke.

Kl 6:00 hertil morgen da jeg gik ud af min dør for at tage til bageren efter rundstykker, mærkede jeg tydeligt at vi er på vej mod den bedste tid på året. Forår intet mindre det begyndte så småt at lysne og vejret var stille og mildt. Fuglene hørtes også igen fantastisk. Glad ved tanken om hvad jeg har i vente når fruen kommer hjem efter dagens vagt omkring halv 2, så vil jeg køre en tur på mtb til mit elskede Fussingø et par timer og bare lade det hele gå lige ind

Dette indlæg blev udgivet i 2009. Bogmærk permalinket.