Det var den ferie

Det var så den ferie, og den må gå over i historien som den værste ever. Stort set alt hvad der kunne gå galt gik galt. Selvfølgelig er det alt overskyggende svigerfars død. Det tog lige glæden fra det hele, og gjorde at der ikke rigtig var noget ved noget som helst.
Heldigvis er familien ved at komme godt igennem, selvom det stadig er uforstålig at han ikke er mere, og det vil nok dukke op i mange situationer det næste lange stykke tid. Randi beskriver det som en dårlig drøm, og hun kan faktisk ikke rigtig forstå det endnu.
Livet går dog videre, og det er måske godt nok at ferien er slut, så vi kan komme igang med hverdagen igen

Med hensyn til mig selv, så har jeg mistet motivationen til at få cyklet. Når der har været mulighed for det har vejret ofte været elendig, og når jeg så endelig er kommet afsted har cyklen voldt problemer.
Eksempelvis havde jeg planlagt at en lang tur tirsdag i uge 30, men jeg kom sgu ikke mere end 38 km så sprang der en eger, og de er ikke nemme at skaffe til sådan et principia hjul. Derfor endte det med at jeg selv kørte ud til grossisten for at hente dem dagen efter. Det var nemlig den eneste mulighed hvis jeg ville have lavet dem inden Ib gik på ferie. Fredag i samme uge ville jeg så have taget cyklen ud til svigermor, men det blev så lige et voldsom tordenvejr, så det blev heller ikke til noget.
Søndag lykkedes det så endelig efter at Randi havde givet mig et los bag i at komme på cyklen, og det lykkedes faktisk at køre en tur på 150 km i et rolig tempo. Jeg havde dog en voldsom kamp med mig selv indtil jeg var omkring halvvejs, for ikke at korte ruten ned og køre hjem. Det blæste pokkers meget, og det var altså en kamp at komme igennem. Det lykkedes dog, og det var godt rent mental selvom jeg godt kunne mærke jeg ikke var så godt kørende som 3 uger tidligere.

Silkeborg

Silkeborg

I denne uge hvor tingene begyndte så småt at komme lidt på afstand var planen så at jeg skulle køre tirsdag torsdag og lørdag, men mit held var desværre ikke vendt. Startede ellers ud ved godt mod tirsdag morgen. Vejret så nogenlunde ud, og skønt jeg godt kunne mærke lidt ømhed i stængerne fra søndagsturen var det jo bare at klø på. Det gjorde jeg så hele 2.38 km så sagde det pling og der sprang en eger mere i baghjulet. Det tog lige den sidste gnist fra mig, men der var jo ikke noget at gøre min cykelsmed havde ferielukket så afsted til Viborg for at se om jeg kunne være heldig at få den skiftet, men både Fri cykler, og Rolsted cykler havde besluttet at holde ferielukket i uge 31. Derfor endte det med jeg tog konsekvensen og kørte til Jensen cykler i Århus og købte et sæt Fulcrum 5. Jeg havde dog brugt så lang tid på alt dette så det ikke blev til mere cykling den dag.
Torsdag var det bare lorte vejr hele dagen så der tog jeg en time på min hjemmetræner puha det var hårdt og varmt.

I dag kom jeg så endelig ud at prøve de nye hjul. Det er en årlig tilbagevendene tradition i Randi familie med ålegilde, og det skulle faktisk være holdt ved hendes far og mor, men pga af omstændighederne havde familien bestemt at holde det i en mere afdæmpet form end ellers. Derfor var det kun den nærmeste familie der kom i dag, og spiste stegte ål og havde en hyggelig eftermiddag.
Randi var kørt ud for at hjælpe til, og så havde jeg muligheden for at komme derud på cykel, som det efterhånden er ved at være måden vi gør det på.
Jeg kørte hjemmefra kl 8. Det var lidt køligt men ellers fint vejr. Jeg havde bestemt at tage det forholdsvis roligt, og det var vist godt for havde jeg lagt hårde ud havde jeg vist fået problemer.
Jeg syntes først at de nye hjul føltes svære at drive afsted, men kom efterhånden frem til det nok nærmere var min form der efterhånden var mærkbar ringere.
Det bedste ved de nye hjul er at fælgen er helt glat og det giver en dejlig ens og jævn nedbremsning. Hvilket ikke har været tilfældet med de gamle. Jeg synes også jeg havde en god fornemmelse af cyklen på vejen, glæder mig faktisk lidt til at prøve dem i lidt mere blæsende vejr da de ikke er helt så høje som de gamle hjul. Det tror jeg giver en bedre kontrol i sidevind, men det må tiden vise.

Min nye hjul Fulcrum 5 Evolution

Min nye hjul Fulcrum 5 Evolution

Der er ikke så meget at sige om turen som sådan. Vinden havde jeg hovedsagligt i snuden selvom der ikke var meget af den. Ellers skete der faktisk ikke rigtig noget før end jeg kom til Elsegårde og drejede mod Boeslum. Her spottede jeg så en rytter 500 m længere fremme, og selvom jeg lige havde syntes at kræfterne var ved at slippe op, ja så gav det mærkelig nok lige lidt ekstra energi.
Jeg kunne godt se han kørte en ok fart, men langsom kom jeg dog tættere på, og jeg fik ham hentet på de 4 km til Boeslum. Han var ellers en af dem der var klædt til den helt store enkeltstart med hjelm og det hele 😉
Puha tænkte jeg det bliver måske svært at holde ham bagved, men der var jo bare at holde intensiteten. Da vi kom til Dråby kunne jeg se han havde hægtet sig efter mig. han lagde ikke på hjul, men holdt sig 50-100 m bagefter så jeg følte jeg var nød til at holde på for det ville jo ikke lige være så fedt hvis man skulle blive overhalet vel 😉
Da jeg kom ud af Holme var han der stadig, men jeg tror han kørte en anden vej fra Hyllested skovgårde for da jeg kom til Rugård var han væk, og så tog jeg den lidt mere med ro de sidste 5-7 km
Alt i alt en god tur, og ålen smagte dejligt, og vi havde en hyggelig eftermiddag.

Jeg tror så småt jeg må erkende at jeg ikke når målet med de 8 t 20 min i Nordjylland rundt om 14 dage. Det har simpelthen kostet for meget på formen med den stilstand der har været i træningen. Derfor må det vigtigste være at gennemføre, og hvem ved måske er der en der lokker mig med til at køre den igen til næste år på tid Heidi.
Jeg blev rigtig glad for din sms i går og det glæder mig at du efterhånden er ved at få motivationen tilbage, og jeg glæder mig til at vi skal tage en tur sammen igen, og ikke mindst de små mobberier 🙂
Det kunne jeg sgu godt have brugt som en saltvandsindsprøjtning til humøret de sidste par uger

116,73km
3:39:11
31,95 km/t

Dette indlæg blev udgivet i 2009. Bogmærk permalinket.

3 Responses to Det var den ferie

  1. Touborg skriver:

    Er godt at læse at cyklingen ikke er helt på standby, trods jeres tab.
    Afventer spændt Nordjylland Rundt. 🙂

  2. Henrik skriver:

    ja det bliver spændende. Hvordan med dig selv er du klar til den lange tur i det sønderjydske, og har du en tid du køre efter eller drejer det sig om at gennemføre ligesom det gør for mig

  3. Touborg skriver:

    Jah, det går mere eller mindre planmæssigt. På nær denne uge, så får jeg cyklet som jeg har sat mig for, hvilket vil sige imellem 270 og 330 om ugen, fordelt på en længere tur og nogle kortere.
    Derudover cyklede jeg 144 km til Mors Rundt d. 5 Juli og cykler så 180 til Fyen Rundt om en uge.

    Føler mig egentligt helt klar på en gennemførsel – og er ikke helt fast besluttet på noget egentligt mål. 30 i snit er nok ugangspunktet, men gerne mere.

    Det vil jo nok afhænge af hvilket selskab jeg havner i. 🙂

Der er lukket for kommentarer.