Første tur på en rigtig Mountainbike

Lørdag langt om længe, og hvorfor nu det. Jo Randi havde lokket mig ind til cykelhandleren i onsdags. Hun ville nemlig gerne se den mtb jeg gik og snakkede om, og skønt jeg prøvede at sige det ikke behøvede at være nu så insisterede hun på vi tog der hen.
Resultatet var jo nærmest givet på forhånd, så efter en masse snak havde jeg valgt en Giant Terrago 1 med skivebremser.

Giant Terrago 1

En god begynder cykel havde Hanne svaret da jeg havde spurgt hende på mail. Dem af jeg som ikke ved hvem hun er kan jeg sige at hun er en hardcore mountainbiker der har deltaget i flere langdistance mtb løb og i juni i år blev hun nr 2 til Nordic24 . Der er et link til hendes blog i min blogroll   Cykelmyginden .
Jeg havde selv haft kigget på den fordi den var den billigste af dem Ib havde stående, og jeg skal jo bare bruge den til vintertræning. Derfor var det vigtigste at cyklen var solid og med solidt udstyr. Der var jo ingen grund til at vælge en dyr smart cykel når jeg ikke er nogen cykelakrobat tænkte jeg.
Jeg hentede så cyklen torsdag, og fik da også en lille prøvetur på den da jeg kom hjem, for jeg kunne jo lige hente Anders i børnehaven. Han havde nemlig sin cykel med der ud, og så kunne vi jo cykle hjem sammen. Det er en meget stor ting for en dreng på 5, men også for hans far 😉
Det er bare ikke lige på landevejen med 5-6 km/t den kommer til sin ret, og det var jo klubaften, så det blev først lørdag den skulle prøves.
Jeg havde jo kørt lidt i skoven i vinters, men det var på min Merida Crossway TFS300. En robust cykel men med 700c hjul så den var ikke lige så god når man rigtig kom ind på de små spor med stejle op og nedkørsler. Den var dog fin nok til at give mig smag for mere 😉
Det havde en meget positiv virkning på mit humør at komme i skoven en gang i mellem sidste vinter. Den flotte natur, stilheden, og det at opdage nye steder var bare en fed fornemmelse.

Vejrudsigten var ikke alt for god i dag, men nu skulle det være selvom det var koldt ca 15 grader da jeg kørte hjemmefra kl 9. Der skulle også komme byger nogle kraftige nogen måske med hagl havde vejrdamen sagt i tv i aftes. Henrik husk hvad du sagde til Heidi den anden dag, man bliver kun våd en gang, og så kørte jeg.
Der var mulighed for at køre på ruten ca 5 km fra hvor jeg bor, og det havde sådan set også været min plan, men så tænkte jeg. Hvis nu jeg køre over til Fussingø og starter, så tager jeg 21 km ruten først og ser hvor lang tid det tager. Er du så frisk tager du lige 8 km ruten bagefter. 8 km ruten er faktisk kun rundt om godset så det var den smarteste måde hvis jeg skulle have den også.
Hanne havde skrevet at hun havde kørt 21 km ruten i sommer og hun havde brugt 1½ time, og når hun kom forbi igen kunne vi tage en tur sammen.
Godt så tænkte jeg, så må jeg sgu se og få lært at køre på den cykel for hun ikke skal komme til at vente alt for længe.
Da jeg havde kørt 4 km kun jeg se en byge komme imod mig, så jeg stoppede og tog overtræksjakken på, men det var faktisk spild. Vinden var så kraftig at den var blæst væk næsten inden den kom herligt.
Efter 8-9 km var jeg på det sted hvor jeg ville starte ruten. Computeren blev nulstillet, og jeg kiggede en ekstra gang på kortet i den lille folder jeg havde taget ved en af de mange poster rundt omkring i skoven. Jakken kom af igen og jeg begyndte hen ad grusvejen, og holdt et vågent øje med de blå pletter på træerne. Jeg måtte dog have overset en for jeg synes der manglede en lille sløjfe i forhold til hvor jeg befandt mig, men jeg forsatte efter at have kigget kortet endnu en gang. Vågn op mand hvor svært kan det være at holde øje med sådan en blå plet hr Nielsen. Du tager den sløjfe når du kommer retur tænkte jeg.
Det gik jo rask afsted på det stykke hvor jeg var startet for det var fin grusvej, og eneste forhindring var 3-4 stk som var ude at nyde dagen i skoven med løb.
Jeg kørte på den del af ruten jeg havde kørt på Meridaen og snart kom jeg ind på det fantastiske stykke op igennem en granbevoksning. Næsten oppe på toppen drejer sporet 180 grader og man kigger ned på det spor man lige er kørt op af som ligger langt nede af skrænten. Første gang jeg kørte her i vinters var der meget tåget og man kunne næsten ikke se vejen længere nede. Tågen hang mellem granerne og duggen dryppede fra de tunge grene. Skovbunden var overgroet med mos som havde en utrolig frisk og lys grøn farve selv i det mørke vejr der var den dag, og så fremt for alt var der helt stille.
Den oplevelse har printet sig ind på nethinden, og det er helt klart medvirkende til at jeg nu har købt denne fantastiske cykel.  

Sådan så det ud i dag

Efter at have kørt rundt på toppen går vejen stejlt ned. Stejle nedkørsler er ikke min stærke side, men jeg var meget spændt på hvordan det blev på en mtb. Jeg måtte lige have benet til hjælp for ikke at skride på de rødder der var i starten af nedkørslen, men så gik det fint.
Det er helt klart nemmere at holde balancen og styre på den nye cykel. Den er kortere og tyngdepunktet er lavere, og så er dækkene selvfølgelig bredere og med mere spor.
Næste stor udfordring var også på en nedkørsel, som jeg også havde kørt på min gamle cykel, men altid drejet fra midt på fordi jeg synes den var for vild.

Det går altså mere nedad end billedet viser. Desuden er der en dyb rende i sporet fyldt med store sten spændende.

I dag havde jeg dog sat mig for at køre hele ruten så det var bare nedad. Parker hovedet og vov noget du ikke plejer havde Hanne skrevet, og med det i tankerne prøvede jeg at balancere mig ned. Jeg blev dog lidt for nervøs midt på hvor der var store sten og en dyb rende at køre i, så jeg stod af og trak ned et lille stykke. Da det værste var overstået var jeg på cyklen igen, og afsted nu i ukendt område. Stien var fin, men pludselig drejede den til højre ind imellem noget buskas. Det gik så tilmed også godt opad, og bunden var meget blød. Det betød jeg mistede så meget fart at jeg måtte af cyklen. Jeg løb så lidt opad bakken, men kunne ikke rigtig komme på cyklen så jeg besluttede mig for at løbe hele vejen op, eller hvad man nu kalder det i det tempo jeg havde på, men hårdt var det ihvertfald.
Nu Kom jeg igen ind på en del af ruten jeg havde kørt på før, og jeg passerede flere stejle nedkørsler som jeg ellers havde gået nedad i vinters, men i dag kørte jeg ned. Det giver selvtillid og jeg følte faktisk jeg var ved at have godt styr over det. Der kom så godt nok en enkelt kort men stejl opkørsel hvor hesten stejlede og smed mig af. Av mine boller men jeg var dog hurtig videre. Jeg var ved at være igennem Udskovene, og dermed var det igen grusvej. Dog med en del stejle stykker med løs grus, så de var lidt hårde at komme over. Jeg tror måske jeg forstillede mig at jeg skulle tage dem ligesom på raceren, men manglede helt klart det ekstra det giver når man er klikket fast i pedalerne. Jeg har endnu ikke investeret i sko og pedaler til den her cykel. Det skyldes en lille smule det økonomiske, men mest paniken ved at sidde på en cykel der står helt stille, og så skal klikke ud.
Det bliver dog et spørgsmål om tid, for jeg tror helt klart det er en fordel når man er lidt mere dus med at køre i terrænet. Jeg håber så også min cykelrådgiver lige giver mig et par tip om hvad jeg skal vælge 😉 med hensyn til sko. Tror måske nok det ville være rart med et par der er forholdsvis vind og vandtætte efter som jeg hovedsageligt skal køre på den om vinteren.
Efter en del km på grusvej kommer man så ud på et lille stykke asfalt ved Volstrup inden man køre ind af Troldeskovvej og så går turen tilbage mod Fussingø. Uret havde lige passeret 1 time, og det gav ihvertfald ekstra selvtillid. Hanne ville tro jeg skulle regne med et par timer, men det kunne jeg vist godt komme under. Det sidste stykke tilbage mod Fussingø bød på stejle bakker og blødt underlag og et par gange måtte jeg af cyklen fordi jeg ikke lige fik valgt rigtig gear. Nu var jeg ved Mølledammen og viste hvad der ventede. En stejl bakke, rigtig stejl. Jeg kunne så også mærke at jeg var ved at være lidt flad men jeg fandt et lille gear og kom op siddende i sadlen, men med høj puls. Det sidste stykke op til hvor jeg var startet var meget fugtig og jeg var ved at være godt mærket i armene, så det gik ikke lige så godt med at styre cyklen igennem mudderet. Tilbage ved udgangpunktet tiden 1:26 men så manglede jeg jo lige den sløjfe så jeg begyndt at køre afsted som jeg var startet, og fandt så det sted hvor jeg skulle være drejet til venstre. Det var en lidt snørklet sti som endte ud i en grusvej og endnu en sti inden jeg var tilbage på den rute jeg havde kørt.
Det blev så til 23 km på 1:34 så det er jeg helt klar godt tilfreds med. Der var dog ikke lige energi til at tage 8 km ruten, så jeg foresatte på 21 km ruten, for at tage nogle billeder til bloggen. Det bragte mig så tilbage til den nedkørsel jeg havde gået nedad, men denne gang parkerede jeg næsten hovedet. Halvvejs stående med røven bagved sadlen og en kontrolleret bremsen på forhjulet lykkedes det mig lige så stille at køre nedad sådan 🙂
Lidt længere ude kørte jeg så væk fra ruten, men blev dog i skoven lidt endnu. Jeg kunne jo tidlig nok komme på landevejen tænkte jeg for der har jeg vinden lige i snuden.
Det gav så også lige en ekstra lille oplevelse. Jeg mødte pindsvin på min vej. Det gik pænt til side og fandt mig ikke speciel skræmmende, for jeg sad kun 1 meter fra det da jeg tog dette billed.

Efter dette lille møde kom jeg ud på landevejen de sidste 6-7 km og der skulle godt nok trædes til i vinden, og her manglede jeg helt klart klikpedal og sko. I Løvskal er der jo byfest i dag, så jeg slog lige et smut omkring forsamlingshuset og fik en frankfurter og en sodavand ovenpå denne fantastiske tur. Efter den og så lidt snak var det hjem og vaske cykel, for den bliver godt nok beskidt men det er helt klart fornøjelsen værd 🙂

Møgbeskidt, men hvor var det sjovt

Behøver jeg at sige den selvfølgelig blev tørret af og smurt efterfølgende.
Glæder mig allerede til næste tur det er helt sikkert, men nu vil jeg holde for denne gang. I aften skal den nemlig have en på hatten. Jeg har gennemført mit sæssonmål, og det skal fejres til den lokale byfest i et helt sikkert munter lag